Abonnementsartikel

Maskinteknik har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for anlægsbranchen. I dag svarer administrerende direktør i Asfaltindustrien, Anders Hundahl.

Hvordan er dit overordnede billede af branchen gennem 2017?

2017 blev året, hvor Asfaltindustrien viste, at branchen er en del af den grønne, cirkulære økonomi. Forsøg sammen med bl.a. Vejdirektoratet tyder f.eks. på, at grøn asfalt med højere grad af genbrug end vi plejer er lige så godt som ny asfalt. Og sammen med kommunerne er branchen aktive for at udvikle og lægge veje som bidrager til klimaindsatsen lokalt f.eks. belægninger der mindsker generne ved monsterregn.

Produktionsmæssigt forventer vi, at 2017 bliver på niveau med eller lidt højere end 2016, hvor produktionen lå på 3,8 mio. tons. Markedet er præget af tilbagegang hos den største enkeltkunde, Vejdirektoratet, kommunerne viser stabilitet til let stigning, mens det private marked er ved at gå fra kold til lun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Var der enkeltstående begivenheder, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?

Vi startede året med overenskomstforhandlinger, og vi fik et ansvarligt resultat med en tre-årig overenskomstperiode, der giver forudsigelige rammebetingelser. En væsentlig forudsætning var, at vi i Asfaltindustrien har en velfungerende Arbejdsgiverforening.

Vi sluttede året med kommunale valgmøder i Aarhus, Odense, Køge og Guldborgsund. Jeg var med til dem alle sammen og vi fik succes med at sætte veje, vedligeholdelse og trafiksikkerhed på dagsordenen - hos politikerne og i medierne, hvor vi fik for over 700.000 kr. omtale.

Mens det var festligt med valgmøderne, gav en kedelig sag skår i glæden: Etableringen af en asfaltfabrik i Nordsjælland foranledigede shitstorm på de sociale medier. Jeg forstår godt, at borgere reagerer, hvis der kommer en fabrik, hvor man bor, selv om en asfaltfabrik er sikker og gennemreguleret. Men jeg er skuffet over, hvis politikerne ryster på hånden og render fra løfter. Så alle andre steder i landet vil vi som branchen forfølge sagen, hvis politikerne ikke behandler industrien fair!

Hvilke forventninger har du til branchen i 2018 (og årene fremover)?

Efterspørgslen efter grønne løsninger vil stige. Dels fordi forsøget med Vejdirektoratet om mulighederne for mere genbrug i slidlagene vil være afsluttet, så vi for alvor kan komme i gang med at genbruge grøn genbrugsasfalt. Dels fordi kunderne er super opmærksomme på klimadagsordenen og på, hvordan vejbranchen kan bidrage. Her tænker jeg f.eks. på potentialet i belægninger med så lav rullemodstand, at billisterne sparer seks procent af brændstoffet.

I 2018 får også vi ekstra fokus på sikkerheden for medarbejderne på vejen, for vi relancerer sammen med 3F fartkampagnen 'Pas på min Far'. Jeg opfordrer alle til at bakke op og alle til at køre forsigtigt ved vejarbejder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og torsdag den 22. marts genopliver vi Asfaltdagen som vi havde den i 1990'erne; dog i en anden form, nemlig som et innovativt forum for branchen og dens leverandører. Asfaltdagen afholdes om eftermiddagen i København efter Asfaltindustriens generalforsamling.

Produktionsmæssigt venter vi ca. samme niveau som i 2017. Et fald i Vejdirektoratets aktiviteter ventes at opvejes af ca. samme niveau hos kommunerne og en mindre stigning på det private marked.