Abonnementsartikel

Ophavsmændene bag den grønne radio-brik fra Nanolink vil til udlandet

Firmaet Nanolink har udviklet en lille grøn brik, der hjælper håndværkeren med at finde det grej, han skal bruge. Brikken monteres på værktøj og andet materiel og sender et radiosignal til Nanolink-app'en på håndværkerens mobiltelefon. Nu ved han, hvor på byggepladsen grejet befinder sig, hvilket sparer tid og øger effektiviteten. Så enkel er tanken bag Nanolinks sporingsbrik, og nu vil firmaet være verdens bedste til digital sporing af værktøj.

Ifølge en pressemeddelelse fra Nanolink bruger flere end 200 virksomheder allerede nu den grønne Nanolink-brik. Næste skridt for Hedensted-virksomheden er at ekspandere, både til udlandet og til andre sektorer end håndværksbranchen, såsom industri og hospitaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har store ambitioner: Vi vil tilbyde verdens bedste teknologi til værktøjssporing, siger Klaus Meldgaard Keith, CTO i Nanolink.

- Allerede nu er vores radio-brik super-robust, har en rækkevidde på op til 100 meter og kan køre fire år uden batteriskift. Men vi vil gerne gøre den endnu bedre. Derfor arbejder vi på at udvikle en ny version af brikken, og her har InnovationsAgenterne hjulpet os videre.

Vil til udlandet

InnovationsAgenterne er en fælles ordning mellem landets syv GTS¨'er (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter), og rådgivere herfra har bistået Nanolink med teknologisk viden og vejledning.

- Nanolink fortalte mig om nogle af de tekniske udfordringer man stod med. Det handlede blandt andet om den optimale kombination af batteri og printplade plus en antenne med højest mulig sendestyrke og lavest muligt energiforbrug. Det er spændende at blive inddraget så tidligt i et udviklingsforløb og jeg kunne hjælpe Nanolink med at finde en gruppe eksperter, der hurtigt kunne guide dem i den rigtige retning, siger InnovationsAgent Kai Ormstrup Jensen.

Klar om et år

Klaus Meldgaard Keith understreger, at denne eksperthjælp har været meget vigtig for Nanolink, og han forventer, at den nye version af den grønne radio-brik er klar i slutningen af 2018. Den vil anvende ny batteriteknologi og få længere batterilevetid, dens rækkevidde vil øges fra 100 til 200 meter. Hertil kommer, at den bliver endnu mere robust end hidtil.