Abonnementsartikel

AC Hydraulic i Viborg er måske nok mest kendt for liftene og donkraftene, men det er også hjulløftere til de helt store maskiner.

Den nye hjulløfter fra AC er stor selv uden hjul, og blive nærmest frygtindgydende stor, når der står et velvoksent hjul på den. Hjulene på diverse entreprenør- og landbrugsmaskiner bliver til stadighed større og større, og det faktum er fabrikanter som AC Hydraulic nødt til at forholde sig til. Det er derfor man nu har lanceret en 1,5 tons hjulløfter i det, man godt kan kalde for hjulenes superliga.

Navnet er VT1500NT, og tallet referer til dens maksimale løftekapacitet, som er 1.500 kilogram. Rent fysisk er den i stand til at håndtere hjul med en diameter fra 1,0 meter helt op til 2,4 meter og som har en maksimal dækbredde på 1,2 meter. Rullerne, hjulet hviler på, kan skydes ud fra en bredde på 1.625 til 2.375 millimeter, og så kan de drejes via et håndtag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med drejefunktion

Hvor mange hjulløftere blot er hjulløftere i ordets egentlige forstand, er VT1500NT anderledes, da den har en særlig drejefunktion, der letter monteringen af fælgen på hjulets nav og bolte.

Landechef Jesper Vestergaard forklarer, at rullerne, som hjulet hviler på, er drejelige via et håndtag på løfterens opstander.

- Når man skal montere et stort hjul, kan det være lidt af en opgave at få navets bolte til at fange hjulets bolthuller. Men når man let kan dreje et hjul, der eksempelvis vejer 1.000 kilogram, bliver den opgave langt lettere, og samtidig går ikke ud over arme og ryg, forklarer Jesper Vestergaard.