Abonnementsartikel

Bygningsejere risikerer at gå glip af millionerstatninger ved kloakrenovering. Sådan lyder det fra Rambøll.

En opgravningsfri kloakfornyelse af et nedslidt og beskadiget ledningsnet viser sig nemlig at være delvist dækket af forsikringen - på trods af en afvisning fra start.

Standardiseret og ensartet dokumentation af kloakskaderne er helt afgørende for omfanget af forsikringens dækning, lyder det fra både entreprenøren Per Aarsleff A/S og rådgivningsfirmaet Rambøll.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Villabyernes boligselskab i Solrød med 13 boligblokke og 563 boliger er i gang med en omfattende renovering af et meget nedslidt kloaknet.

I stedet for blot at igangsætte arbejdet med det samme, har entreprenøren Aarsleff i tæt samarbejde med rådgivervirksomheden Rambøll, indledt arbejdet med at rådgive bygherre om bl.a. forsikringsmulighederne.

Det resulterer i, at Villabyerne mod forventning får dækket cirka 20 procent af de samlede omkostninger til udførelse af projektet.

- Det er helt essentielt at vi entrerer med erfarne samarbejdspartnere, der i samarbejde med os, kan give indsigt i de muligheder, vi har i forhold til forsikringsdækning. Ellers ville vi være helt på bar bund, forklarer driftsleder Kent Frøby Kivsmose fra Domea.dk Servicecenter Solrød.

Tv-inspektion afgørende

Hos både Per Aarsleff og Rambøll pointerer man, at hvis bygningsejere og forsikringsselskaber skal være sikre på, at skadesdækningen er korrekt i forbindelse med nedslidte kloakker, så skal de sikre sig, at entreprenøren entrerer med professionelle TV-inspektionsfirmaer, der er tilsluttet Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK).

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I casen med Boligselskabet Villabyerne og helt generelt er det afgørende, at vi har ensartede data fra TV-inspektionen. Det får vi kun ved at bruge de virksomheder, der er medlem af DTVK. Det betyder at både forsikringsselskabet og vi som rådgiver har et præcist og ensartet fundament at afregne ud fra, siger Robin Larsen, projektchef hos Rambøll.

Han peger på, at det godt kan være millionbeløb, der er i spil, og at der i mange tilfælde er forskel i dækningen fra forsikringsselskab til forsikringsselskab.

Men hvis der er sikkerhed om dokumentationen og klassificeringen af skaderne, er det en fordel for både forsikringsselskab og bygherre, fordi man sikrer, at det er den rigtige erstatning, der udbetales.