Abonnementsartikel

Selv om Condotte blev forment adgang til byggeriet af Storstrømsbroen i slutningen af januar, kan de måske stadigvæk nå at komme med i projektet.

Dagens Byggeri og andre medier var hurtige til at erklære, at Condotte var ude af kontrakten om byggeriet af den nye Storstrømsbro. Det kan være, at det var en forhastet konklusion. Det skriver Ingeniøren.

Hele historien begyndte i december før underskrivelsen af den nye kontrakt, hvor Fagbladet 3F kunne afsløre, at Condotte og Grandi Lavori Fincosit var sigtet for korruption i Italien. Derudover havde to tidligere medarbejdere måtte erklære sig skyldige i korruption, og var som følge deraf blevet fængslet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kontraktunderskrivelsen blev udsat, og sagen gik til Kammeradvokaten og Vejdirektoratet, der blandt andet undersøgte de juridiske muligheder for at droppe kontrakten.

I januar blev det konkluderet, at det ville være svært at komme ud af udbuddet, men da det samtidigt kom frem, at Condotte var under rekonstruering, skulle de komme med en underskrift fra en italiensk dommer, der sagde, at selskabets nuværende tilstand var i orden.

Condotte vender tilbage

De fik aldrig fremskaffet en sådan underskrift, og derfor blev der skrevet under med de to andre virksomheder i konsortiet. Ordførerne fra forskellige partier var enige om en ting: Condotte havde fået sparket, og de ville ikke få lov til at arbejde på den kommende Storstrømsbro.

Ingeniøren spurgte Vejdirektoratet og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet om Condottes fremtid i projektet. Vejdirektoratet har ikke svaret direkte, mens ministeriet sendte et lidt kryptisk svar.

- En enig forligskreds har besluttet at følge løsning 1 i Vejdirektoratets redegørelse af 29. januar 2018. Det betyder, at hvis Condotte ikke kan underskrive kontrakten, når den skal underskrives, får Condotte ikke mulighed for på et senere tidspunkt at tiltræde kontrakten, uanset hvad retten i Rom måtte beslutte efterfølgende. Som følge heraf vil Vejdirektoratet meddele det italienske konsortium, at man agter at underskrive kontrakten med de to øvrige konsortiedeltagere, skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet til Ingeniøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejdirektoratets kommunikationschef Martin Østergaard-Nielsen talte senere med Ingeniøren. Han siger ifølge Ingeniøren, at det er nogle interessante spørgsmål, men at de ikke kan besvare noget af det "lige nu."

Corporate Matters, der håndterer kommunikationen for Condotte, kunne ikke sige noget om, hvad Condotte har tænkt sig at gøre i sagen.