Abonnementsartikel

Ved at have et selvstyrende hold, der fører logbog og selv står for det hele, er nedbrydning blevet en god forretning.

Nr. Nebel Entreprenørforretning i Vestjylland er både en alsidig og samtidig også en højt specialiseret virksomhed. Firmaet løser opgaver indenfor felter som nedbrydning, miljøscreening, kloakarbejde, belægningsarbejde, dræn, miljøsanering, betonknusning foruden man også er autoriseret kloakmester.

Med så mange opgaver kunne man godt forestille sig, at det var let at miste overblikket, men det modsatte er tilfældet her. Formlen hedder specialisering og mindre grupper som eksempelvis nedbrydningsholdet, som består af to faste medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nedbrydning fra A-Z

Den ene af de to er Kurt Burkal, som er en slags formand og den, som står for at give tilbud. Det omfattende papir- og dokumentationsarbejde, der er i forbindelse med miljøscreening, nedrivning og den efterfølgende deponi og genanvendelse af materialerne, sorterer også under ham.

Men han er også med, når han og kollegaen Lukasz Zieba foretager selve nedbrydningen. Det er også samme duo, der sørger for, at følge samtlige processer til dørs. Hans konklusion er, at der er sket utroligt meget på specielt ét felt.

- For blot får år siden, var der slet ikke de samme miljøkrav som nu, og dermed tog en nedbrydning også kortere tid. I dag er miljøkravene store, og tingene skal håndteres ifølge forskrifterne. Ud fra det, skulle man tro, at nedbrydning så er blevet en tilsvarende dårlig forretning. Men sådan er det ikke hos os. For ved at indføre faste rutiner, have det rigtige udstyr og føre logbog, har vi reduceret omkostningerne med 40 procent i forhold til for blot fem år siden, forklarer Kurt Burkal.

Fast plads i traileren

Kurt Burkal medgiver gerne, at den bedre bundlinje ikke kun skyldes rutiner, men består af flere faktorer. Én af dem, er den trailer, de to har med, når de rykker ud. Traileren har fast opbygning, og der er døre bagtil og på begge sider. På taget er der to solceller, som kan lade diverse elværktøj op på kort tid.

Alt det, Lukasz Zieba og Karl Burkal skal bruge, har de i traileren, og alt har en fast plads. For at sikre sig mod at løbe tør for forbrugsmaterialer, som eksempelvis kulfiltre og slibematerialer, føres der logbog. Bogen indeholder en komplet fortegnelse over trailerens indhold, og et nøjagtigt tal for mængden af forbrugsmaterialer. For at intet skal gå galt, føres bogen konsekvent ajour efter hver eneste opgave.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at vi altid er de samme to om opgaven, har vi fuldt overblik over jobbets omfang. Over tid har vi også raffineret rutinerne og tilrettelæggelsen af arbejdsopgaverne. Disse punkter og det, at vi kender hinanden, hører til de faktorer, der har reduceret omkostningerne. Men vi ved også nøjagtigt, hvor meget en given opgave indebærer, og det har også medvirket til en reducering af omkostningerne, siger Kurt Burkal.