Abonnementsartikel

Pon Equipment i Norge har udviklet en mellemstor gravemaskine, der udelukkende drives af strøm.

Fremtiden er her!

Det mener man i hvert fald hos Pon Equipment i Norge, som netop har præsenteret en ny gravemaskine. Eller rettere en videreudvikling af Caterpillars 323F gravemaskine på godt 25 ton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 11 måneder har Pon i hemmelighed udviklet en batteridrevet udgave af graveren, som har fået modelbetegnelsen Z-line.

Maskinen kan på en opladning køre fem til syv timer, skriver norske Pon i en pressemeddelelse. De skriver videre, at gravemaskinen er fremtidens maskine til anlæg i de større byer, hvor kravene til emission bliver stadigt skrappere. Pon oplyser desuden, at anlægsmaskiner stod for 30 procent af udslippene i Oslo i 2016. Så det kan mærkes, med grønnere maskiner på byggepladserne.

Flere el-catte på vej

Pon har valgt 323F, fordi det er en maskine, som kan bruges til det meste. Der er ikke meget visuel forskel udvendigt på den almindelige udgave, når man sammenligner med Z-line. Der er tilført lidt grønne farver, og luftfilter og udstødning er der naturligvis ingen af.

Indeni er det dog en anden sag. Motoren er erstattet med en elektrisk udgave, og der er kommet batterier til, som kan klare det tunge arbejde.

Opladning foregår med 400 volt-tilkobling. Pon fortæller, at én times opladning giver én times drift. Hurtigladning er dog også en mulighed, og her kan man oplade batteriet fuldt på én til to timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Caterpillar har samarbejdet sammen med Pon i udviklingsprocessen. Fremadrettet er planen at udvikle et tilpasningskit, som skal gøre det muligt, at bygge dieseldrevne Catte om til batteridrevne. Når "opskriften" er lavet, tænker Pon, at man vil kunne lave tilsvarende modeller til gummihjulslæssere, teleskoplæssere og så videre.

Z-line bliver vist frem til den norske messe Vei & Anlegg i maj. Indtil da bliver maskinen testet på højtryk.