Abonnementsartikel

Saint-Gobain investerer i et nyt biomasseprojekt, der skal gøre Leca-fabrikken i Hinge mere konkurrence- og bæredygtig.

En om- og udbygning af Leca-fabrikken i Hinge til 110 millioner kroner er blevet godkendt.

Det drejer sig om et stort biomasseprojekt, der skal gøre fabrikken mere konkurrencedygtig og mere bæredygtig. Projektet vil betyde, at fossile brændstoffer i produktionen byttes ud med biomasse, hvilket vil sænke CO2-udledningen fra fabrikken med mere end 50 procent om året. Samtidig vil det på sigt være muligt at udnytte overskudsvarmen til fjernvarme, lyder det i en pressemeddelelse fra Leca, der er en del af Saint-Gobain koncernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette betyder rigtigt meget for Leca. Både fordi projektet vil sikre konkurrencedygtig produktion i Hinge i mange år fremover, og fordi det kommer til at have en mærkbar, positiv effekt i forhold til miljøpåvirkningen, siger Torben Dyrberg, adm. direktør for Leca International.

... det er også glædeligt, at vi kommer til at kunne tage en type biobrændsel ind, som normalt ender på deponi, fordi ikke mange andre kan bruge den.

Projektchef Jesper Schmidt

Leca Danmark A/S

Investering i bæredygtighed

Netop bæredygtighed er et nøgleområde for Saint-Gobain og Leca, og det lokale projekt fra Hinge blev også godt modtaget af Saint-Gobain koncernen, da projektet bidrager til Saint-Gobains overordnede mål om at reducere CO2 med 20 procent inden 2025.

- Det, at vi halverer vores CO2 udslip betyder meget. Derudover er det også glædeligt, at vi kommer til at kunne tage en type biobrændsel ind, som normalt ender på deponi, fordi ikke mange andre kan bruge den. Dermed bidrager vi både til et bedre CO2-aftryk og til cirkulær økonomi, siger Jesper Schmidt, projektchef hos Leca Danmark A/S.

Projektet er støttet med 49,5 millioner kroner fra VE Proces tilskudsordningen - en ordning fra Energistyrelsen, der blev søsat som anlægsstøtte til virksomheder, som hjælp til omlægning af procesenergi fra fossilt til vedvarende energi. Resten af pengene er Saint-Gobains egen investering i projektet, der består af et røggasrensningsanlæg og et mølleanlæg. Sidstnævnte skal sikre, at biobrændslen har den rette finhedsgrad, der skal til, for at produktionen kan køre optimalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet startes op efter sommeren 2018 og forventes færdigt i slutningen af 2019.