Abonnementsartikel

Midigraveren JCB 86C-1 er kun detaljer fra topkarakter over hele linjen.

Vores testteam har et par gange tidligere haft fingrene i entreprenørmaskiner i kategorien midigravere, og der havner vi igen denne gang.

JCB's båndgraver 86C-1 fik mange interesserede blikke og berøringer med på vejen, da den blev vist frem under Agromek 2014. Der er tale om en gravemaskine med en kampvægt på 8.600 kg. C'et i dens navn henviser til "Conventional tail swing", hvor bagenden stikker ud over bælterne, når førerhuset står vinkelret på bælterne. Den bringer flere nye elementer med sig, og i vores nu udvidede testteam fandt den kun begejstrede maskinførere. Selvfølgelig er der nogle detaljer, som kunne gøres bedre, men overordnet set er JCB 86C-1 en moderne og interessant midigraver til det danske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kraftig motor

Maskinen byder på flere nye tiltag fra inderst til yderst. For det første er JCB 86C-1 udstyret med en JCB Diesel by Kohler motor på 2,5 liter, som yder 48kW. Den lever op til kravene for Stage lllB/Tier4Final, men i modsætning til flere andre maskinmærker klarer den opgaven uden brug af DPF (partikelfilter) eller SCR (AdBlue).

Som standard arbejder maskinen i Eco-mode, hvilket i praksis betyder, at den arbejder med et max. på 1.600 omdrejninger på motoren. Det sikrer et lavt dieselforbrug, men vigtigst af alt har maskinen masser af kræfter selv ved de lave omdrejninger.

- Den er meget stærk. Den har ingen problemer med gravearbejdet, selv om man arbejder i Eco. Har man brug for det, kan man hurtigt skifte til flere omdrejninger, men jeg kan ikke se, hvornår man ved almindelig gravearbejde vil få brug for det. Jeg manglede på ingen måde kraft i maskinen ved 1.600 omdrejninger, understreger Knud Lynggaard.

Skal man bruge flere omdrejninger på motoren, kan maskinen stilles til "Heavy-mode", hvor den yder op til 2.200 omdrejninger.

For servicefolket er der også gode nyheder at hente i midigraveren. Tommy Larsen, der er mekaniker på skolen i Ulfborg, er positivt overrasket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er klart den bedste motorløsning, de har lavet på en JCB indtil videre. Alle komponenterne sidder fremme og er let tilgængelige, filtre, generator mv. Det er virkelig lækkert for en montør at arbejde med sådan en maskine. Selv hvis der springer en slange, kan man hurtigt tippe førerhuset og få adgang. Normalt kan det tage flere timer blot at få adgang til slangerne. Den her løsning er virkelig gennemtænkt, lyder hans dom.

Serviceintervallerne er for hver 500 timer.

Ny kabine

Den nye kabine på 86C-1 er udviklet og bygget på JCB's egen kabinefabrik. Den er bygget med henblik på et lavt støjniveau og et rigtig godt udsyn.

Hos testteamet får den topkarakter på næsten alle punkter. I forhold til eksempelvis adgangsforhold, plads, indstillinger, varme, ventilation er der ikke noget at sætte en finger på, mener teamet.

Udsynet er også tæt på topkarakter til alle sider. Hjørnestolperne er fri for displays og knapper, hvilket gør at de ikke er bredere end højest nødvendigt. Men bagud fylder bagenden også i højden og til højre fylder motoren. Det er svært at undgå, og den udfordring har JCB heller ikke for sig selv. Dog fylder inddækningen af motoren på højre side mere i højden end nødvendigt er, mener testteamet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan godt se, hvorfor man designmæssigt har konstrueret motorhjelmen på den måde. Den har også et flot design, men isoleret set i forhold til udsynet måtte hjelmen godt være lavere, mener Knud Lynggaard, som møder enighed hos resten af teamet.

- Umiddelbart set det ud til, at der er plads under motorhjelmen til at kunne skære et hjørne af den. Der er ikke noget, som stikker op, men det vil selvfølgelig gå ud over designet, mener Jens Suusgaard.

Livelink

JCB 86C-1 er i sin danske udgave som standard udstyret med to hydrauliske udtag, som er proportional styret i joystick. I "Highflow" kan der køres dobbelt- eller enkeltvirkende, hvis man eksempelvis skal anvende en hammer. Dette indstilles på den nye LCD skærm i kabinen, hvor der også er mulighed for at indstille flow/oliemængden på udtagene. Det gør, at 86C-1 er forbedret til montering af en rotortilt og rotorgrab. Vi ville gerne have haft testet den med rotortilt, men det lod sig ikke gøre denne gang.

Et yderligere plus til 86C-1 på den tekniske side er det fabriksmonterede JCB Livelink. Det er en GPS serviceenhed, som kan give en lang række vigtige informationer, såsom maskinens position, diesel forbrug, timetal, serviceopdateringer, mv. Det giver mulighed for at se dieselforbruget, samt antallet af timer maskinen holder i tomgang.

Samlet set klarer JCB 86C-1 sig fantastisk godt i vores test. Den er fremragende på langt over halvdelen af tjekpunkterne, og det er kun på ganske få detaljer, vores testteam mener der kan justeres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

God detalje, men...

- Det er en super fin maskine, der både er stærk og stabil. Af detaljer bemærker jeg især led-lamperne foran på taget. De virker rigtig godt, men samtidig forstår jeg ikke, hvorfor man har valgt de traditionelle lamper på armen. Det ser lidt billigt ud, siger Jens Suusgaard.

Den testede model er i familie med JCB modellerne 85Z-1 og 100C-1. 85Z-1 er en zero tail swing maskine på 8.300 kg, mens både 86C-1 og 100C-1, der vejer 9.600 kg, svinger kroppen ud over bælterne. For den testede 86C-1 er det dog meget begrænset, hvad der stikker udenfor.

86C-1 kommer også med knækbom, hvis man har brug for den ekstra fleksibilitet. Har man behov for endnu flere muskler, kan man vælge 100C-1. Den har samme undervogn og kabine som 86C-1, men den har blandt andet større gravearm og kraftigere hydraulik.