Abonnementsartikel

Midigraveren Case CX80C forkæler føreren med en førerkabine hentet fra større maskinmodeller.

Case Construction beskriver deres CX80C gravemaskine som "byvenlig", og den betegnelse er ikke en, som bliver modsagt i denne PowerGear. Tværtimod understreger vores test maskinens gennemgående høje niveau, og især i forhold til førerens komfort og et lavt støjniveau, som også værdsættes af omgivelserne, er der store plusser til maskinen.

Den cirka ni tons tunge gravemaskine er en alsidig størrelse, som virkelig er i sit es, når den skal arbejde på steder, hvor pladsen er begrænset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DOC og ingen DPF

Case CX80C blev sammen med den lidt mindre CX75C SR præsenteret for den internationale maskinbranche for første gang i forbindelse med Bauma 2013. Begge maskiner efterlever emissionskravene til Tier 4 Final/Stage IIIB, og i forhold til forgængerne i B-serien er der ifølge producenten en brændstofbesparelse på 10,5 procent sammen med en effektivitetsforøgelse på 19 procent.

Den fircylindrede dieselmotor fra Isuzu yder 41,2kW/56 hk, og den er ikke forsynet med et dieselpartikelfilter (DPF). Til gengæld anvender den en DOC katalysatorløsning, hvor sodpartiklerne i udstødningsgassen reduceres gennem en kemisk proces. Det betyder i praksis, at der ikke er noget partikelfilter, der skal udskiftes eller brændes rent med jævne mellemrum.

Udledningen sænkes desuden gennem et lavere brændstofforbrug som følge af en mere effektiv motor.

Som maskinfører kunne man frygte, at tiltagene ville påvirke maskinens ydelse negativt, men det er ikke tilfældet.

- Den har fint med kræfter. Selv med begrænsede omdrejninger er der ingen problemer i forhold til brydekraften, siger Knud Lynggaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inspiration fra større modeller

Kabinen på CX80C er hentet fra de større modeller hos Case. Faktisk er den samme kabine anvendt på gravemaskiner op til 30 tons. Det betyder masser af plads til hele kroppen - også når man skal ind og ud af maskinen.

- Adgangsforholdene er rigtig gode. Den er meget nem at komme ind og ud af. Man kan næste rejse sig op og gå oprejst ud af maskinen, mener Peter Grimstrup, der sammen med resten af teamet uddeler topkarakter for de forhold.

Sædeindstillingen er der også tænkt over. Sædet og armlænene, hvor joysticks er indbygget, kan justeres i forhold til hinanden, og vigtigst af alt kan hele sædekonsollen justeres frem og tilbage. Desværre havde den testede maskine en defekt bøjle til justeringen, hvilket var uheldigt for testen. Derfor går maskinen glip af topkarakteren for sædeindstillingen, men den må nøjes med at være tæt på.

Udsynet er der - næsten - ingen problemer med hele vejen rundt om maskinen. Det er generelt godkendt - især til venstre side, da kabinen traditionen tro er monteret til den side. Bagruden måtte dog gerne være større, og testmaskinens centralsmøringsanlæg, der var placeret bagude, bidrager ikke til et optimalt udsyn.

- Det forstyrrer nu ikke mig i arbejdet, men centralsmøringsanlægget skæmmer maskinens udseende. En standard centralsmøring er bare grim, lyder det med et smil fra Knud Lynggaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Anlægget kunne fint placeres til højre for kabinen i stedet for, uden at det vil genere udsynet til højre, supplerer Tommy Larsen.

Begrænset støj

Overblikket over maskinens funktioner finder man via den syv tommer store LED farvemonitor. Menuen, der er på dansk, er simpel og intuitiv at navigere rundt i. Billedet fra bakkameraet vises også i god kvalitet på monitoren. Det er ikke nogen revolution i forhold til andre maskinmærker, og monitoren er ikke en touchskærm, men det virker og er letforståeligt, og det er også værd at notere på plussiden.

Og så er vi fremme ved et væsentligt punkt for midigraveren: Støj - eller manglen på samme. Støjniveauet er opgjort til 97 dB uden for maskinen og 73 dB inde i førerhuset. Under vores test kom vi endda endnu længere ned.

- Der er ganske enkelt ikke nogen støj at blive generet af. Hverken ude eller inde, siger Tommy Larsen.

- Det er den type maskine, som også gør folk uden for maskinen glade, supplerer Knud Lynggaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som en smart feature er det muligt at modtage data for eksempelvis maskinens brændstofforbrug til sin telefon eller tablet, kun få minutter efter arbejdet er færdigt.

- På nogle andre maskiner skal man vente op til en dag på oplysningerne, men her kan man få dem hurtigt. Det er et stort plus, mener Knud Lynggaard.

De små positive ting

Undervognen er simpel og åben, hvilket både er en ulempe og en fordel, når man spørger testteamet.

- På den ene side har jord let ved at samle sig, og der er plads til masser af jord under maskinen, men omvendt er den enkel at rengøre, konstaterer Tommy Larsen.

Testmaskinen får endnu et plus med på kontoen for slangebrudsventilerne på bom, stik og dozerblad, og så er den endvidere udstyret med skoplader. Skånsomme med underlaget hvis man arbejder i byerne, men samtidig er der mulighed for hurtig udskiftning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skopladerne er lige til at skrue af og udskifte med jernplader, hvis man skal køre og udføre nedrivning. Da vil gummiet ellers hurtigt blive skåret i stykker, men til andre opgaver er de helt fine, siger Tommy Larsen.

Han begejstres som mekaniker især over serviceforholdene:

- Der er tænkt over tingene. Case har eksempelvis flyttet starteren og generatoren ud mod mekanikeren. Det er faktisk muligt at stå ved siden af maskinen og arbejde på den.

Som helhed er der ingen slinger i valsen med Case CX80C. Den falder ikke igennem på nogen punkter, og selv om den ikke får topkarakterer over hele linjen, er der ingen tvivl om det endelige udfald.

- Det er en maskine, som gør gravearbejdet til en leg. Det er alt i alt en super, god maskine, som er meget let at få adgang til, og som det er meget behageligt at sidde i og arbejde med, siger Peter Grimstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Maskinen er en rigtig fin og stabil maskine, som kan det, man beder den om, tilføjer Knud Lynggaard.

Det er ikke en zero tail maskine, men det er ikke meget af bagenden, der stikker uden for bælterne, når den krøjer. Samtidig kan maskinen takket være den frontmonterede gravearm arbejde inden for bælterne. Det giver en meget anvendelig fleksibilitet, når der eksempelvis arbejdes på begrænset plads i en by.