Abonnementsartikel

20 årige Mikki Nygaard er DBL-finalist. Han drømmer om at arbejde med maskiner i USA og Australien.

Mikki Nygaard er en af de fire finalister til årets dyst om at blive Danmarks bedste mekaniker-lærling inden for entreprenørmaskiner. Han arbejder i dag for Pon Eqiupment, men drømmer i fremtiden om at komme til at arbejde med store maskiner i USA eller Australien. Nomineringen som finalist kom som lidt af en overraskelse, men han er stolt over det.

- Det var fedt at få at vide, at jeg er finalist, og samtidig et kæmpe klap på skulderen, siger Mikki Nygaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vokset op i branchen

Det var fedt at få at vide, at jeg er finalist, og samtidig et kæmpe klap på skulderen.

Mikki Nygaard - DBL-finalist

Hele livet har Mikki Nygaard haft branchen tæt inde på livet. Hans far er maskinfører ved Aarsleff, hvor han udfører kloakarbejde, og Mikki Nygaard har ofte fulgt farens arbejde.

- Lige siden jeg var helt lille, har jeg været med min far på arbejde, og lige siden jeg kunne nå pedalerne, har jeg fået lov til at prøve og køre maskinerne, siger han.

Helt siden dengang har han gerne selv ville være maskinfører. Efter en snak med sin far besluttede han sig for at begynde uddannelsen som entreprenørmaskin-mekaniker. Faren mente, der ville være flere jobmuligheder som mekaniker end som maskinfører.

Forskellige praktiksteder

Efter grundforløbet på uddannelsen havde Mikki Nygaard brug for at finde en praktikplads. Der gik fire måneder fra afslutning af grundforløb til han kom i lære hos Pon Equipment.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Før det var han en måned hos en landmand, ved Mærsk i en måned med reparation og service af deres store trucks til læsning af containere, og ved DanJord hvor han kun havde små opgaver. Han er glad for at være endt ved Pon Equipment.

- Der er mange fordele ved at være hos Pon. Jeg får lov at skrue i alle maskiner, og der er full-line i sortimentet, så jeg har alle muligheder for at lære de forskellige maskiner at kende, siger Mikki Nygaard.

Hos Pon Equipment opfordrer de deres medarbejdere til at komme uden for landets grænser for at arbejde med forskellige typer maskiner i udlandet i virksomhedens internationale afdelinger.

- Jeg vil gerne til USA og Australien for at arbejde med de store maskiner, de har der, siger han.

Finalen

Om få uger skal han kæmpe mod de andre finalister om sejren og æren ved at kunne kalde sig Danmarks bedste entreprenørmaskin-mekaniker-lærling. Han glæder sig mest til konkurrenceelementet, hvor man får lov at kæmpe mand mod mand i de forskellige discipliner, men også til præmierne, der er på højkant. Jeg har mange gange været på maskinmesser, så jeg glæder mig til selv at være den der står og roder med maskinerne. Når snakken falder på, hvad han helst vil konkurrere i, er svaret klart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er god til de fleste ting, men jeg er specielt god til transmission, siger Mikki Nygaard.

Færdig på skolen

Snart er han færdiguddannet. Han mangler sin svendeprøve, som han er i gang med i slutningen af maj, og derefter er han klar til at få arbejde mellem sine hænder. Skoleforløbene har han følt har været lange, og derfor er det godt at det nu får en ende.

- Jeg er glad for, at der ikke er mere skole. Efter min mening er de fem-ugers forløb, vi har haft, mere end nok, siger Mikki Nygaard.

Han har altid været glad for at bruge hænderne, men det var ikke altid han kunne få det ønske opfyldt i Folkeskolen. Derfor er han glad for, at han er endt som mekaniker, med den frihed og alsidighed arbejdet giver.

- Der sker noget nyt hver dag, og jeg får frisk luft. Jeg står op hver dag og få lov til at bruge mine hænder. Det fik jeg ikke lov til i Folkeskolen. Så man kan sige, at jeg har fundet den rette plads, siger han.