Abonnementsartikel
20-årige Henrik Drastrup har altid haft interessen for maskiner. Nu er han klar til finalen om at blive den bedste mekanikerlærling.
Det har altid ligget i kortene, at Henrik Drastrup skulle skille maskiner ad og samle dem igen. Siden han var helt lille, har han haft interessen for store maskiner. Faren har arbejdet inden for landbrug, hvor Henrik Drastrup har set høstmaskiner og traktorer helt tæt på.
- De store maskiner har altid haft min interesse. Hver gang der kom en traktor forbi, blev jeg nødt til at stoppe op og kigge, siger han.
Han ville derfor gerne have en læreplads, hvor han kunne få lov til at rode med landbrugsmaskiner. Han endte med at gå i en lidt anden retning, hvor han startede uddannelsen som mekaniker på entreprenørmaskiner, og fik en læreplads hos Hydrema.
Klar til konkurrence
Henrik Drastrup er en af de fire finalister, der er blevet udtaget til at dyste om at blive den bedste mekaniker-lærling ved E&H-messen i Herning i dagene 14-16. juni. Da han fik at vide, at han var en af finalisterne blev han overrasket.
- Det var fedt at få at vide, at jeg var blandt de fire i finalen, siger Henrik Drastrup.
Når snakken falder på, hvilke discipliner han helst vil konkurrere i, er der ikke nogen tvivl.
- Jeg er helt sikkert bedst til hydraulik og transmission. Jeg har arbejdet en del med hydraulik både på skolen, men også hos Hydrema, så det har jeg en del erfaring med, siger han.
Arbejder selvstændigt
Konkurrencen, om at blive Danmarks bedste lærling som mekaniker på entreprenørmaskiner, varer i hele tre dage under hele E&H-messen. De fire finalister bliver i dagene testet i mange forskellige discipliner, hvor de skal arbejde helt selvstændigt med de mange opgaver. Men det er Henrik Drastrup helt forberedt på.
- Jeg er vant til at stå alene og arbejde selvstændigt med opgaverne, så selv om jeg ikke kan spørge nogen om hjælp, har jeg ikke de store bekymringer, siger han.
Han har for knap en uge siden overstået sin svendeprøve med et flot 10-tal, så med det resultat og øvelsen i baggagen er han klar til gøre sit bedste i konkurrencen.
Fremtid hos Hydrema
Efter han er udlært senere på året, vil han fortsætte hos Hydrema, hvor han er elev. Her får han lov til at arbejde en del med hydraulik, og han kan lide at løse kundernes problemer.
- Det er vigtigt for mig, at når kunden kommer med et problem, så kan han få det løst. Det er en fed fornemmelse, når kunden går herfra og er tilfreds. Så føler jeg, at jeg har gjort en forskel, siger Henrik Drastrup.