Abonnementsartikel

Vi har kigget nærmere på den nye Cat 323, der nu klar til det danske marked og præsenteres på E&H.

Den har været på trapperne i lang tid, og udlandet fik allerede præsenteret den nye Cat 323 gravemaskine i efteråret 2017.

Nu er det så endelig blevet tid til den danske premiere, og det bliver selvfølgelig på E&H. Maskinteknik har dog fået lov til at se den nye graver inden messen til PowerGear Preview.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge produktchef hos Pon Equipment, Bo Mikkelsen, har Caterpillar flere nye gravemaskiner på vej.

- 323'eren er af den nye type gravemaskine, som vi introducerer i år og de kommende år frem, siger han og fortsætter:

- Maskinen vejer 25,5 ton. Den er udstyret med 2D- eller 3D-maskinstyring fra fabrikken. Samtidig har 323'eren den nyeste teknologi inden for hydraulik, motor og kabine. Kabinen er en premium-kabine, hvor vi har touchskærm til maskinens normale funktioner og en touchskærm til maskinstyringen.

Aggressivt hydrauliksystem

Der er sket en del, siden Caterpillar lavede den første udgave af 323'eren.

- Den startede oprindeligt på 21 tons, men der er vokset lige så stille hen over årene. Det er sket i kraft af kundernes efterspørgsel på større, hurtigere og stærkere maskiner. Vi er gået fra lavteknologiske maskiner til dem i dag, der er højteknologiske. For føreren har det ikke betydet så meget, ud over at han får mere produktion ud af maskinen, og et langt mere behageligt arbejdsmiljø, fortæller Bo Mikkelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Noget af det nye på den her maskine er et mere aggressivt hydrauliksystem end det gamle, men det er stadigvæk fintfølende over for førerens betjening af maskinen. Han kan vælge, hvordan maskinen skal reagere på hans bevægelser i joysticket. De er elektroniske, og det skal gøre dem nemme at betjene for føreren, fortæller Bo Mikkelsen.

Færre komponenter

Maskinens motor er på syv liter med automatisk regenerering, partikelfilter og katalysator.

- Den bruger under 2,5 procent adblue i forhold til brændstof. Brændstofforbruget er ligeledes reduceret i forhold til forgængeren. Sammenlignet med 323F har vi sænket brændstofforbruget på den nye 323 med cirka 20 procent, lyder det fra produktchefen.

Caterpillar har udstyret Cat 323 med færre komponenter. Det skal holde serviceomkostningerne nede i planlagt vedligehold.

- For den daglige kontrol er det ikke nødvendigt at skulle op på maskinen. I pumperummet på maskinens højre side har vi oliepejlepinden, hvor vi kan tjekke motorolien. Vi finder også sugeslangen til brændstof i pumperummet. Det er et automatisk system, som selv stopper med at pumpe, når tanken er fuld, fortæller Bo Mikkelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Adblue kan ligeledes påfyldes fra jorden. Tanken findes på den forreste del af maskinens højre side, hvor der også er et skueglas, hvor man kan se adblue-niveauet.