Abonnementsartikel
Ib Poulsen (DF) besøger Danske Kloakmestre på Agromek for at høre om muligheder for at gøre uddannelsen bedre.
Ib Poulsen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, er klar til en indsats for kloakbranchen. Torsdag besøger han brancheforeningen Danske Kloakmestres stand på Agromek i Herning. Her vil Ib Poulsen høre nærmere om kloakbranchens udfordringer med at hverve fremtidens folk til faget.
Danske Kloakmestre og branchen som helhed er ramt af noget af et paradoks.
- Vi har masser af travlhed med opgaver for hr. og fru Danmark og forsyningsselskaberne. Samtidig er der fuld gang i arbejder med separering af spildevand fra regnvand stort set landet over. Og et voksende antal rotter gnaver løs på gamle kloakledninger og skaber behov for både udskiftninger og renoveringer og for forebyggende monteringer af kloakspærrer, fortæller Danske Kloakmestres næstformand, Thomas Rasmussen.
Han vil selv være klar på standen på Agromek til at tage imod Ib Poulsen og fortælle om den kampagne, som Danske Kloakmestre har søsat for netop at fortælle ungdommen, at der er rige muligheder for en rigtig god erhvervskarriere som kloakmester eller rørlægger. Brancheforeningen debuterer som udstiller på Agromek netop for at få fremtidens folk i tale.
Ib Poulsen er medlem af både Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg og af Miljøudvalget. Samtidigt er han også medlem af Uddannelses- og Forskningsudvalget
- Derfor er jeg meget interesseret i at høre om, hvordan kloakbranchens uddannelser er skruet sammen. Måske kan vi politikere gøre den bedre, og det vil naturligvis være fint, hvis Danske Kloakmestre kan give mig nogle gode input, siger Ib Poulsen.