Abonnementsartikel

Tilmeldingsfristen nærmer sig for turen til München, som Maskinteknik arrangerer i forbindelse med Bauma.

Til april vil Bauma igen vende München på den anden ende. Den enorme messe, som denne gang satser på over 600.000 besøgende, vil med over 3500 udstillere vise det nyeste, største og smarteste indenfor entreprenørbranchen.

Maskinteknik har igen bestilt fire busser, som vi vil fylde op branchefolk til fire dages tur til den sydtyske megamesse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I skrivende stund har vi passeret de to busfulde. Tilmeldingsfristen er 15. december, men erfaringen viser, at der til sidst bliver rift om billetterne.

Bauma er også viden

Næste års udgave af Bauma er den 32. i rækken, og arrangørerne lover, at det bliver den hidtil største.

Men ud over størrelsen er der masser af andet at tage til München efter. I en pressemeddelelse fortæller arrangørerne, at de allerede nu kan se, hvad der især kommer i fokus på messen.

- Vi kan se, at elektriske køretøjer og førerløse maskiner er to områder, der i stigende grad vinder ind hos producenter og serviceudøvere branchen for entreprenørmaskiner. I den forbindelse har vi planer om at tilbyde en platform til disse varme emner. Det vigtige her er, at vi ikke kun vil fremvise det brede spektre af muligheder fra de førende udstilleres produkter, men vi laver også et forum til at diskutere mål, potentialer og bæredygtigheden i de nye teknologier, siger Mareile Kästner, projektleder på Bauma.

Fra Jylland, Fyn og Sjælland

Vi tager afsted torsdag 11. april meget tidligt om morgenen med opsamling forskellige strategiske steder. Transporten kommer til at foregå i busser med komfortable stole og god benplads. Der vil være afrejse både fra Sjælland, Fyn og Jylland, så vi er geografisk godt dækket ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjemrejsen finder sted lørdag 13. april sidst på eftermiddagen, og så er vi hjemme igen i løbet af søndag morgen/formiddag.

Prisen for det samlede arrangement er 3975 kroner, hvilket inkluderer transport i bus, to hotelovernatninger i delt dobbeltværelse med bad/toilet, to gange aftensmad, to gange morgenmad, entre til messen begge dage, Maskinteknik t-shirt samt bidrag til rejsegarantifonden. Rejser man fra Sjælland, inkluderer prisen også færge tur/retur fra Rødby til Puttgarden. Ønsker man at bo i enkeltværelse, er der et tillæg på 900 kroner.

Man kan tilmelde sig her.