Abonnementsartikel

Erfaringerne med nyt rabatgrus er så gode, at NCC forventer at udlægge 50.000 ton i 2019.

Kommuner og stat har fået øjnene op for NCC's Hyperit rabatgrus, som NCC lancerede for nogle år siden som det slidstærke og miljøvenlige alternativ til traditionel rabatgrus. Produktet er produceret af en meget tung bjergart fra NCC's granitbrud i Norge og viser sig at være yderst velegnet til svært belastede veje. Når gruset komprimeres og udlægges, bliver materialet nemlig meget hårdt og kan derefter tåle de store tryk fra biler og andre køretøjer.

Ifølge Rene Houmann, entreprisechef i NCC Infra Services, Afvanding, er det ikke så underligt, at produktet er blevet så populært. Den økonomiske gevinst kommer ifølge NCC's egne målinger, fordi der er mindre behov for vedligeholdelese og genopfyldning på de strækninger, hvor NCC har udlagt Hyperit. Entreprisechefen peger også på, at det er en miljøvenlig og grøn løsning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da Hyperit 0/16 er så stærk, skal der kun udlægges halvt så mange materialer som normalt, og derfor skal lastbilerne kun køre det halve for at vedligeholde rabatterne. Derudover skyller NCC's Hyperit rabatgrus ikke væk, når det regner. Det betyder, at der ikke mistes rabatgrus, som efterfølgende skal fyldes op. Der er derfor gode langtidsperspektiver i forhold til økonomi, forbrug af materialer og CO2 regnskabet, siger René Houmann.

Kantforstærkning

Det er blandt andet Vejdirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen samt en lang række kommuner over hele landet, som i stigende grad efterspørger den særlige rabatgrus.

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra vores kunder, som er meget imponerede over produktets holdbarhed, fordi materialet pakker godt sammen. Vi er rundt i mange kommuner landet over og forventer at udlægge mere end 50.000 ton til næste år, siger René Houmann.

René Houmann fortæller, at den slidstærke Hyperit rabatgrus også i stigende grad bliver brugt som kantforstærkninger langs vejene og i drænrabatter, som håndterer skylleskader.

- Hyperit er det eneste materiale, vi har afprøvet, som kan holde til sådanne type opgaver. For eksempel har vi på rastepladsen ved Nyborg tidligere repareret store huller hver eneste måned på grund af den tunge trafik og afsætning af sættevogne. For et år siden begyndte vi at bruge Hyperit i rabatterne, og det er først nu, at rabatten trænger til en opgradering - og kun på 20 procent af arealet, slutter René Houmann.