Abonnementsartikel

Udlandet er langt foran, når det kommer til at forebygge oversvømmelser.

To omgange med forhøjet vandstand på bare én uge i blandt andet Roskilde Fjord, Isefjorden og på det sydlige Sjællands kyster.

Det kalder på en mere ambitiøs politik for kystsikring, mener socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen, der påpeger, at Danmark halter bagefter. Det skriver Dagbladet Sjællandske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er bagefter andre lande som Holland og Storbritannien, hvor man fra statens side både har en national vurdering og statslig finansiering af kystsikringen. Men det har vi ikke i Danmark, hvor kommunerne står alene med ansvaret. Danmark oversvømmes gang på gang flere steder, uden at regeringen gør noget, siger Christian Rabjerg Madsen.

Socialdemokratiet ønsker at nedsætte et nationalt kystsikringsråd, der skal se på, hvor der er størst risiko for at husejere, virksomheder og andre store værdier kan blive oversvømmet.

Flere penge, tak

Socialdemokratiet mener også, ligesom Enhedslisten og Alternativet tidligere har foreslået, at der skal oprettes en national kystsikringsfond, der kan hjælpe kommuner og husejere med finansieringen af kystsikring.

Hvor pengene til sådan en en fond skal komme fra, har partiet og Christian Rabjerg Madsen dog ikke noget bud på.

- Det er klart, at der er en udfordring der. Men Stormrådet er eksempelvis finansieret af en afgift på indboforsikringer. Man kan forestille sig mange muligheder, siger miljøordføreren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

V: 1,1 mia. kroner afsat

Venstres miljøordfører Erling Bonnesen har svært ved at genkende kritikken af, at regeringen ikke gør noget.

Han henviser til, at regeringen og DF har afsat 1,1 milliarder kroner frem mod 2024 til blandt andet at sikre den jyske vestkyst flere steder fra Blåvand i Syd til Skagerak i nord samt Anholt.

Desuden har regeringen afsat en pulje, som kommuner og digelav kan søge om finansiering til kystbeskyttelses- og digeprojekter. Puljen udgør 30 millioner kroner i år og 40 millioner kroner årligt i 2020 og 2021.

- Vi gør altså allerede en masse i forhold til kystbeskyttelse. Vi starter der, hvor behovet er allerstørst, siger Erling Bonnesen.