Abonnementsartikel

Køge Container Service investerede sidste forår i et mindre sortereanlæg, som øgede effektiviteten markant. Det har givet tid til andre opgaver.

- For andre kan det måske fremstå lidt som "overkill", at vi har investeret i sådan et moderne sortereanlæg, men for os giver det fuldt ud mening. Målt i størrelse er den meget mindre, end den vi havde i forvejen, men den er langt mere effektiv.

Peter L. Nielsen er begejstret for det grønne Powerscreen Warrior 600 sortereanlæg, som han sammen med sin datter Louise L. Nielsen investerede i sidste forår. Sammen driver de Køge Container Service ApS, og som navnet antyder er et sortereanlæg ikke umiddelbart et korrekt match til firmaets aktiviteter. Men ikke desto mindre er sortereanlægget siden sin ankomst blevet et stort aktiv for Køge Container Service samt områdets vognmænd og håndværkere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen begrænsninger

For Køge Container Service var vognmandsforretningen gennem mange år det primære virke. Firmaet blev etableret i 1964 af Hans E. Nielsen og bar dengang grundlæggerens navn. I 1991 var det sønnen Peter L. Nielsen, der overtog tøjlerne og omdannede det til et anpartsselskab og gav det sit nuværende navn. I dag er det tredje generation i form af Peters datter Louise L. Nielsen, som planlægger og administrerer firmaet.

Firmaet driver lokal vognmandskørsel med container- og kranbiler samt kørsel med grus, sten og jord. De sidstnævnte elementer produceres selv og sælges via søsterselskabet Køge Affaldshåndtering, og det er her, at Warrior 600 kommer ind i billedet.

- Da jeg overtog vognmandsfirmaet fra min far, havde han allerede investeret i en plads, hvor han nedknuste byggeaffald. Da jeg senere overtog pladsen efter ham, besluttede jeg mig for at udføre en bedre sortering af affaldet. Claus Benzin hjalp mig med at skaffe et brugt sortereanlæg, og dermed kunne vi producere varer til byggebranchen ud af det affald, de selv havde afleveret hos os, fortæller Peter L. Nielsen.

Områdets øvrige vognmænd, anlægsfolk og håndværkere har gennem årene været flittige gæster og har tippet mange tons jord og byggeaffald af hos Køge Affaldshåndtering. Her bliver jord, beton, træ, plast med videre først grovsorteret, inden den kun 12 tons tunge Warrior 600 tager over.

- Vi bruger blandt andet det nye anlæg til at harpe jord, så vi kan producere ren og fin muld. Derudover sorterer vi brokker og ryster jorden ud af haveaffald. Der er ingen grænser for maskinen. Det gamle anlæg af et andet mærke var en rundsigte, som havde svært ved at trække rundt, når materialerne var våde. Med Warrior 600, som er en rystesorter, kan vi producere tre gange så effektivt, understreger Peter L. Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Passer til lille plads

Med sin bælteundervogn er Warrior 600 nem at flytte rundt med på genbrugspladsen for firmaets medarbejdere, og som følge af sin effektivitet er opgaver, der tidligere beskæftigede en mand i to dage, nu afsluttede efter få timer. Anlægget har en produktionskapacitet på op til 280 ton i timen.

- Med det ene sortereanlæg har vi en maskine, som kan løse alle vores behov. Den har endda mere kapacitet, end vi kan udnytte her og nu, men det betyder bare, at vi har bedre tid til andre opgaver. Den er på ingen måde "overkill" for os, selv om vi ikke er nogen stor spiller på markedet. Den passer perfekt til vores lille plads, siger Peter L. Nielsen.

At et firma som Køge Container Service investerer i et sortereanlæg er ikke noget særsyn, forklarer Claus Benzin, administrerende direktør for Aksel Benzin A/S, som importerer og forhandler Powerscreen i Danmark, Sverige, Grønland og på Færøerne.

- Købersegmentet til Warrior 600 er mindre entreprenørfirmaer, maskinstationer, kloakfirmaer og alle andre, som forholder sig til sortering af affald. Anlægget er til mindre opgaver, og derfor kan man også anskaffe det til en mindre pris. Køge Container Service har ikke verdens største plads at arbejde på, så de skal hele tiden sortere materialer, og fordi anlægget har en bælteundervogn, kan de kører maskinen hen til bunkerne og ikke flytte bunkerne af hensyn til maskinen, siger han.

Der er til dato samlet set leveret 10 anlæg af Warrior 600 eller storebroren Warrior 1200 til Aksel Benzins kunder i førnævnte lande, og alle er solgte indenfor de seneste knap tre år.