Abonnementsartikel

Lokale entreprenører anmeldte Brønderslev Kommune for at have udført kloakarbejde på skoler uden den nødvendige autorisation. Nu har kommunen fået bøde for arbejdet.

I 2016 blev der lavet kloakarbejde på to skoler i Brønderslev Kommune af kommunens egne folk. Men kommunen havde ikke autorisation til at udføre den slags arbejde, og det fik lokale entreprenører til at anmelde sagen til Sikkerhedsstyrelsen.

Sagen har netop været ved Retten i Hjørring, og her erkendte Brønderslev Kommune ulovlighederne, hvilket har medført en bøde på 15.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en lille bøde, men det er heller ikke så vigtigt for mig. I sidste ende er det jo skatteborgernes lommer, de skal hentes op fra. Det er mere signalet i afgørelsen, som betyder noget, siger chefkonsulent for Kloaksektionen i Dansk Byggeri, Mikael Mortensen.

Det er en lille bøde, men det er heller ikke så vigtigt for mig.

Chefkonsulent Mikael Mortensen

Kloaksektionen i Dansk Byggeri

Han mener videre, at sagen bør give anledning til overvejelser om, hvordan en kommune opfører sig som konkurrent overfor de private virksomheder i kommunen.

- Det uautoriserede arbejde var jo unfair konkurrence i forhold til de autoriserede kloakvirksomheder, der burde have udført arbejdet, siger Mikael Mortensen.

Anden gang for kommunen

Brønderslev Kommune har tidligere været fedtet ind i en sag om ulovligt udført kloakarbejde. I 2013 var de på to private adresser. Kommunen forsvarede sig dengang med, at der var tale om en såkaldt selvhjælphandling. Kommunen mente, at der var risiko for forurening og skader på ledningsanlæg, hvis kommunen ikke skred ind, skrev DR Nordjylland dengang om sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sagen medførte en "næse" til kommunen. Ifølge lokal entreprenør førte det dog ikke til ændringer i kommunens praksis.

- Kommunen fortsatte med at kloakere, og derfor opstod sagen om kloakering af de to skoler i 2016. Det har på mange måder været provokerende at se på som autoriseret kloakvirksomhed, og jeg er glad for, at vi nu en gang for alle har fået slået fast, at det var ulovligt, siger Erik Frederiksen fra JE Byg Murer og Entreprenør i Dronninglund, som var en af de lokale entreprenører, der har klaget over kommunen.

Stråmænd skriver under

Ifølge Mikael Mortensen, er sagerne fra Brønderslev unikke.

- Det er ikke min opfattelse, at det er et generelt problem med kommuner, som udfører uautoriseret kloakarbejde. De få kommuner, som selv udfører opgaver på området, gør det generelt efter reglerne. Der er Brønderslev en undtagelse, i hvert fald gennem de senere år, siger han.

Brønderslev Kommune fik autorisation til kloakarbejde efter anmeldelsen i 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På det private marked ser Mikael Mortensen et større problem.

- Der huserer en del stråmænd. Altså nogle kloakselskaber som godkender arbejde, som ikke-autoriserede virksomheder har lavet, og i nogle tilfælde private husejere. Det må de heller ikke, hvis de går ind og ændrer på kloakinstallationen, siger Mikael Mortensen.