Abonnementsartikel

Nissan har modtaget 10.000 bestillinger på den el-drevne eNV200 med stærkere batteri.

I Danmark er der endnu ikke det store salg af el-drevne varebiler. Salget går noget bedre i lande som for eksempel Norge og Holland.

En af de bedst sælgende elektriske varebiler er Nissan eNV200. Siden modellen for godt et år siden blev opgraderet med et stærkere batteri, har Nissan modtaget 10.000 bestillinger i Europa. I alt er der solgt 25.000 eksemplarer siden 2014, og Nissan betegner modellen som den mest solgte nul-emissions-varebil i 10 europæiske lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark er den foreløbig solgt i knap 70 eksemplarer.

Nissan oplyser, at de typiske købere er kurerfirmaer, der leverer varerne det sidste stykke ud til kunderne. I Danmark er de fleste af kunderne mellemstore virksomheder og offentlige instanser.

Ved den seneste modelpleje i februar 2018 fik eNV200 et stærkere batteri med en kapacitet på 40 kWh. Ved blandet kørsel giver det i følge Nissan bilen en rækkevidde på cirka 200 km i følge den nye WLTP-norm. Hvis man kun kører inden i byen, skal rækkevidden være omkring de 300 km.

eNV200 har et lastrum på 4,2 kubikmeter og en nyttelast på 705 kg. Bilen kan lades op i en almindelig stikkontakt på 7,5 timer. I et kraftigere ladestik af typen "CHAdeMO hurtigoplader" kan ladetiden nedbringes. Er batteriet afladet til for eksempel 20 procent, kan det på mellem 40 og 60 minutter oplades til cirka 80 procent af sin maksimale kapacitet afhængig af udetemperaturen og batteriets egen temperatur.

I Danmark har Nissan eNV200 i øjeblikket kun én konkurrent, nemlig Renault Kangoo Z.E. Søstermodellen til denne - Mercedes-Benz Citan - fås endnu ikke i en el-drevet udgave.