Abonnementsartikel

Den nye grusgrav i Tjæreby ved Roskilde skal bidrage med råmaterialer til fremtidige bygge- og anlægsprojekter.

Med den nye grusgrav ønsker NCC at sikre råstoffer til den fremtidige byudvikling i Danmark. Den nye grusgrav på Tjærebyvej i Roskilde skal dermed levere sand, sten og grus til primært asfalt-, beton- og anlægsbranchen. I den nye grusgrav forventer NCC at kunne indvinde cirka 300.000 tons råstoffer om året på det knap 20 hektar store areal.

- Vi er glade for at kunne åbne Tjæreby Grusgrav, da vi ser en stigende efterspørgsel på råstoffer i markedet, siger Søren Evald Jensen, områdechef i NCC Industry.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Infrastruktur skulle på plads

Af hensyn til borgerne i Tjæreby har NCC ventet med at åbne grusgraven til en ny omfartsvej blev bygget færdig. Den nye omfartsvej leder den tunge trafik til og fra grusgraven udenom boligområdet i Tjæreby for dermed at genere beboerne i området mindst muligt.

- Vi ønsker altid et godt forhold til vores naboer og lokalområdet generelt. Derfor ventede vi med at åbne grusgraven til vejen var etableret. Grusgraven er nu åben, og vi er kommet godt i gang med både gravearbejde og udlevering af materialer, siger Søren Evald Jensen.

Lokal indvinding og korte transportveje er en hjørnesten i NCC's råstofforsyning. Derfor er NCC's råstoflagre og forarbejdningspladser jævnt fordelt over hele landet, så der aldrig er langt til de materialer, som virksomheden leverer til sine kunder.

- Hos NCC lægger vi vægt på at være tæt på vores kunder i hele Danmark. Samtidig er det en del af vores strategi at sikre korte transportveje af råstoffer fra indvindingssted til anvendelsessted, da det er mest bæredygtigt, både økonomisk og miljømæssigt, siger Søren Evald Jensen.