Abonnementsartikel

Et permanent demo-område for intelligent maskinstyring og Smart Construction fra Komatsu åbner i Ringsted.

Intelligensen inden for entreprenørmaskiner får nu en konkret adresse: Kærup Parkvej 12 i Ringsted. Her ligger i forvejen Scantrucks afdeling for Østdanmark. Og her åbner maskinfirmaet nu sit nye democenter for Intelligent Machine Control, IMC, hvor entreprenører, maskinførere og anlægsfolk får mulighed for at opleve det nyeste inden for intelligent maskinstyring og Smart Construction fra Komatsu.

Det nye center bliver i umiddelbar tilknytning til Scantrucks salgs- og serviceafdeling. Åbningen foregår fredag den 25. oktober, hvor IMC-eksperterne står klar til at fortælle om, hvordan man mest effektivt flytter jord med den bedste økonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskiner klar

I modsætning til demonstrationer ved traditionelle åbent hus-arrangementer, kan vi på Scantrucks IMC democenter køre helt efter den enkelte kundes behov.

Technology products manager Jan Larsen

Scantruck

- Vi etablerer et center, hvor entreprenørbranchens folk har mulighed for at se og prøve de intelligente maskiner. Der vil normalt altid være både en gravemaskine og en dozer med intelligent maskinstyring på pladsen. Det giver os mulighed for at få en snak med maskinførere og entreprenører på seriøse betingelser. For at udnytte intelligent maskinstyring optimalt er det en forudsætning, at man kender de lokale forhold. Det gør vi på den nye demoplads, hvor vi har lavet forskellige typer designs på forhånd, forklarer Jan Larsen, som er i spidsen for Scantrucks eksperthold i IMC.

- IMC democentret giver os mulighed for at invitere kunder ind og høre om deres behov, kigge på maskinerne og lægge data ind i systemerne for forskellige typer opgaver, siger Jan Larsen.

rich-media-2
Det bliver også muligt at doze med intelligent styring af maskinen i det nye democenter. Pressefoto.

Hele processen

- Kunderne vil kunne opleve hele processen fra landmåling, fremstilling af data til maskinstyring og til den avancerede styring af byggepladsen med hjælp fra Smart Construction. Det kan vi gøre bedst muligt, fordi vi kender området, maskinerne skal køre på. Netop når man kender forholdene, kan vi lægge de rigtige data ind, forklarer Jan Larsen.

Via Smart Construction bliver byggepladser scannet med droner, og med scanningerne kan der laves præcise beregninger af, hvilke maskiner der skal sættes på opgaverne, hvor meget jord der skal flyttes, hvor lang tid arbejdet vil tage, og mange andre parametre til at optimere projekterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bliver tale om en styrkelse af hele den digitale del af at køre med store entreprenørmaskiner. I modsætning til demonstrationer ved traditionelle åbent hus-arrangementer, kan vi på Scantrucks IMC democenter køre helt efter den enkelte kundes behov. Hvis kunden efterfølgende ønsker at prøve maskinerne af på egne opgaver, har vi et bedre udgangspunkt for en succesfuld demo, forklarer Jan Larsen.