Abonnementsartikel

Entreprenørfirmaet Arkil bruger dronefotos til status af asfaltværker. Optagelserne rummer et hav af data, som bliver oploadet i den nye Trimble Stratus-portal, som kværner informationerne og udarbejder 3D-foto af området med nøjagtige volumenberegninger af råvarebunkerne.

Før var det landmåleren, der med sin håndholdte rover møjsommeligt kravlede rundt på opgravede asfaltblokke og meterhøje bunker af småsten og grus for at gøre status i asfaltværket. Efterfølgende skulle landmåleren så hjem på kontoret og nørde med dataene for at regne sig frem til mængderne. Nu har innovationen taget over hos Arkil, som har fire asfaltværker, hvor der skal laves status hvert kvartal - i alt 16 gange om året. Forarbejdet til status bliver nu klaret ved hjælp af dronefotos.

Det er Ivar Danielsen, der styrer dronen fra jorden. Han er materielforvalter og dronepilot og deler typisk optagelserne pr. asfaltværk op i tre flyvninger. Hver flyvning tager omkring 15-20 minutter og kræver, at han udlægger 10-12 referencepunkter pr. område - også kaldet Ground Control Points (GCP).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og de behøver ikke at være placeret på toppen af asfaltblokkene eller øverst i en af bunkerne med småsten og grus. Koordinaterne for disse referencepunkter finder han med roveren og taster oplysningerne ind. Bagefter kører han hjem på kontoret i Kolding og oploader de mange data til Trimble Stratus-portalen.

rich-media-2
Tidsforbruget er kraftigt mindsket ved brug af dronen. Pressefoto.

Inden for et døgn kan Ivar Danielsen på portalen se det færdige resultat af sine opmålinger via et link til 3D-modellen af området.

- Jeg skal bare tegne en polygon omkring en af bunkerne med råvarer eller genbrugsasfalt, så kan jeg se, hvor mange kubikmeter der er - også under niveau. Med Stratus får vi en væsentlig tidsbesparelse sammenlignet med den måde, vi opmålte asfaltværker før. Det var en mandetung opgave, som ikke er nær så nøjagtig som Stratus, siger Ivar Danielsen.

Derudover er Stratus, påpeger han, med til at forbedre arbejdsmiljø og sikkerhed, da landmåleren ikke længere skal kravle rundt på isglatte asfaltblokke med risiko for at falde og slå sig.

Arkil har købt et klippekort til Stratus-portalen og betaler således pr. opload/opgave.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på fremdriftsmåling

Med Trimble Stratus, som er en webbaseret platform, kan entreprenøren nemt og uden brug af en supercomputer kortlægge, måle og dele præcise oplysninger om alt, hvad der har med infrastruktur og flademål at gøre. Det fortæller Anders Skipper, som er Technology Manager hos Sitech Danmark.

- Portalen kan også bruges til fremdriftsmåling, så entreprenøren nøjagtigt kan se, hvor langt man er kommet med anlægsprojektet eller på byggepladsen ud fra det færdige 3D-design, som nemt oploades i portalen og lægges ind over opmålingen. Entreprenøren får styr på sin dokumentation, da han ganske enkelt kan se, hvor mange kubikmeter jord der er flyttet fra området, forklarer Anders Skipper.

Hos Arkil bliver Stratus i første omgang brugt i asfaltværkerne. Men det er planen, at droneflyvning sammen med Stratus også skal tages i brug til opmåling i forbindelse med anlægsopgaver.

rich-media-4
Trimble Stratus-portalen giver entreprenørerne muligheder for at arbejde præcist med fremdriftsmålinger ud fra det færdige 3D-design. Pressefoto.

- Nu starter vi op med det her og får nogle erfaringer. Men vi kan allerede se, at droneflyvning sammen med Stratus for alvor er rentabelt i de større projekter, så potentialet for at arbejde hurtigere, nemmere og mere præcist er stort, siger Ivar Danielsen.