Abonnementsartikel

Der er gået et eller andet galt i Varde Kommune, hvor mottoet "Vi i naturen" ikke spiller særligt godt sammen med plastikaffald i en ny støjvold.

En ny udstykning i Sig ved Varde skal skærmes for en jernbane. Varde Kommune har derfor fået etableret en støjvold, men der er bare et problem. Volden er fyldt med byggeaffald, og især plastikstykker som haveslanger og gamle rør skæmmer volden, der ligger i kommunen med mottoet "Vi i naturen".

Det skriver JydskeVestkysten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Volden er etableret med lettere forurenet jord. Det er helt efter bogen.

- Men jorden til anlægsarbejdet må altså ikke rumme plastik, siger Preben Friis-Hauge (V) til JydskeVestkysten. Han er formand for kommunens plan- og teknikudvalg.

Kommunens entreprenører må på den igen.

- Nu bliver affaldet i volden fjernet, så der ikke vil være plastik i den fremover, siger Preben Friis-Hauge til mediet.

Det er kun plastikken som skal fjernes. Volden gemmer også på blandt andet murbrokker, men de for lov til at blive. Når volden er renset, bliver den sminket med 50 centimeter muld som beplantes. Dermed slipper de kommende beboere i udstykningen for at kigge på det gamle byggeaffald. Der er endnu ikke bygget i området.