Abonnementsartikel

20-årige Mikkel Nielsen kan noget med maskiner. Efter en hård folkeskoletid er han klar til at dyste om at blive Danmarks bedste lærling som entreprenørmaskinmekaniker.

AARS: Når vi rammer sidste halvdel af januar, er Mikkel Nielsen ikke bare udlært entreprenørmaskinmekaniker. Han vil også vide, om han er Danmarks bedste lærling til at skrue på entreprenørmaskiner.

Den 20-årige lærling fra Bay Christensen er dog ikke at finde hos maskinforhandleren, når svendebrevet er i hus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De ville gerne have beholdt mig, fortæller Mikkel Nielsen, der også selv har været glad for sine år hos det sjællandske firma.

Men DBL-deltageren er ikke færdig med at uddanne sig. I det nye år går han i gang med videreuddannelsen til maskinmester. Drømmen er at komme ud i verden som rejsemontør eller på havet for at arbejde med nogle af de helt store skibsmotorer.

Succes med maskinerne

Det med at sidde på skolebænken har ikke altid været en god oplevelse for Mikkel Nielsen.

- Jeg kom nærmest krybende ud af folkeskolen, fortæller han.

Interesse for mekanik og teknik fik derfor Mikkel Nielsen til at søge mod maskinmekanikeruddannelsen, og lærepladsen hos Bay Christensen satte kursen til entreprenørmaskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu står jeg pludselig og er en af Danmarks bedste lærlinge, lyder det fra Mikkel Nielsen.

Uddannelsen til maskinmester er kendt som en hård uddannelse. Det kræver både teknisk og boglig kunnen. Med en erhvervsuddannelse i hånden uden gymnasial baggrund, skal Mikkel Nielsen gennemføre et halvt års adgangskursus med en række boglige fag på gymnasialt niveau, inden han kan gå videre med selve maskinmesteruddannelsen.

- Det har mange klaret før mig, så det skal nok gå, siger DBL-deltageren.

Ikke en blindgyde

Konkurrencen om at blive Danmarks bedste entreprenørmaskinmekanikerlærling bliver holdt til januar som en del af Skills. Med tusindvis af unge besøgende over de tre dage i Bella Center i Ørestad, er arrangementet et godt udstillingsvindue for at få flere unge ind i branchen, som har svært ved at tiltrække nok unge.

- Er man glad for teknik, er det en rigtig god uddannelse. Man bliver udfordret og får virkelig lov til at lave noget. Mange ser erhvervsuddannelser som en blindgyde, men der er mange muligheder for at læse videre, hvis man vil det senere, siger Mikkel Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grundforløbet på uddannelsen kan man i dag tage på alle erhvervsuddannelsesinstitutioner, men de øvrige skoleforløb skal man fortsat tage på Erhvervsskolerne Aars. Mikkel Nielsen tror, at uddannelsens placering i Nordjylland holder mange - ikke mindst fra Sjælland - væk fra uddannelsen. Det er ærgerligt, lyder det.

- Vi har et godt fællesskab, når vi er på skolen, hvor vi bor sammen. Vi betaler ikke for det, og mad og udgifter til transport står skolen også for. Køreturen søndag aften kan godt være lidt lang, men alle hovedforløbene er kun på fem uger hver, så det er til at overse, siger Mikkel Nielsen.

Naboer i duel

Når DBL løber af stablen til Skills, skal de tre deltagere forholde sig til at arbejde med tilskuere på. Mikkel Nielsen tror, det bliver en speciel oplevelse. Men ved nærmere eftertanke, er det måske ikke så langt fra virkeligheden, fortæller han.

- Man er vant til at arbejde under pres som maskinmekaniker. Det sker, at man kommer ud til en kunde, som er pissesur, fordi lortet ikke vil køre. Så står han helt oppe i nakken af en, mens man forsøger at finde ud af, hvad der er galt, siger Mikkel Nielsen.

Til konkurrencen i Bella Center håber han - ligesom sine to meddeltagere, at der blandt andet vil være hydraulikopgaver på programmet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en af mine spidskompetencer. En motoropgave - noget motorstyringsfejl vil jeg også gerne udfordres i, siger DBL-deltageren, der modsat sine konkurrenter helst ikke vil have en elopgave.

Mikkel Nielsen bor i Skibby, hvilket bringer den lille sjællandske by op på ikke mindre end to DBL-deltagere. Den anden er Jacob Risbjerg fra Hydrema Ringsted.