Abonnementsartikel

Maskinteknik har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2019 - og frem mod 2020. I dag administrerende direktør Dan O. Vorsholt, GSV Materieludlejning.

Hvad har for dig og din virksomhed kendetegnet 2019?

2019 har været år med høj aktivitet og særligt indenfor byggeri. Anlægsbranchen har været udfordret og er det stadig på større projekter, da der ikke er igangsat projekter med særlig volumen igennem de sidste par år. Vi afventer stadigvæk opstart på Femern, som sikkert ikke kommer rigtigt i gang før 2021, hvilket er vores antagelser.

Byggeriet er på et højt niveau, og selvom igangsatte projekter faldt en smule igennem 2019, så er der høj aktivitet fra 2018 som går igennem 2019 og ikke mindst 2020 indenfor byggeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For GSV's vedkommende har året været præget af køb af Ramirent - den tredjestørste udlejer i Danmark - og integration af denne som er fuldført samt et strategisk frasalg af vores forretningsenheder Stillads og Pavillon forretningerne. Det er med henblik at rette fokus på vores kerneforretning.

Har enkeltstående begivenheder haft særlig betydning?

Købet og integrationen af Ramirent samt frasalg af Stillads og Pavillonforretningerne har haft en stor betydning for, hvordan vi vil strukturere og styre forretningen ind i 2020.

Det skal dog nævnes at Pavillonsalget først skal godkendes af konkurrencemyndighederne, og vi forventer, at dette går igennem sidst på året, men vi vil stå som en mere ren udlejningsforretning og vi har på den baggrund vores initiativer og aktivitetsplaner klar til 2020.

Hvilke forventninger har du til 2020?

2020 bliver et år med høj konkurrence om de opgaver, vi ser i pipelinen. Vi forventer meget beskeden vækst, og den skal komme inden for byggerisektoren. Vi har i GSV en stærkere forretningsmodel til 2020, og vi kommer med endnu flere muligheder for at knytte vores kunder tættere på os - skabe endnu mere transparenthed og ad den vej bygge stærke relationer, som vil skabe bedre forretninger for både vores kunder og os selv. Jeg har stor tiltro til, at kunderne vil tage godt imod vores nye initiativer, som vi har brugt en del resurser på igennem 2019 at sammensætte.

Vi forventer, at anlægssektoren igen vil få et år med lav produktion. Det er bekymrende, og vi mener, at vi skal godt ind i 2021, før vi igen vil se vækst her - medmindre der sker noget radikalt, som vi ikke kan se i pipelinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så 2020 bliver i vores øjne et hårdt år med kamp om opgaverne.