Abonnementsartikel

Kommunen overdriver omfanget af skaderne i klitsagn fra Skagen, mener de sigtede.

Der er stor uenighed om, hvor meget sand der blev fjernet fra den ødelagte klit i Skagen. De to sigtede i sagen har klaget over Frederikshavn Kommune, fordi de er uenige i omfanget af hærværket. Det viser en aktindsigt, Jyllands-Posten har fået i sagen hos Fredningsnævnet.

Natten til lørdag den 26. oktober sidste år kørte en gummihjulslæsser ind på klitten, hvor den skrællede toppen af og kørte det ned på selve stranden. Men hvor meget sand, og hvor stort området var, er der uenighed om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kommunen har estimeret, at der er skrællet 3000 til 3500 kubikmeter sand af et område på 1300 kvadratmeter. Det svarer til en gennemsnitlig højde på 2,3 til 2,7 meter sand, som er skubbet fra klitten ned på stranden.

14 gange for højt

De to sigtede, som ikke vedkender sig hærværket, har haft en landmåler på stedet. Vedkommende konkluderer, at det berørte område er 806 kvadratmeter - cirka 500 kvadratmeter mindre end kommunens udmelding. Landmåleren har ligeledes målt sig frem til, at kun 200-250 kubikmeter sand er flyttet fra klitten. Kommunens bud på 3500 kubikmeter sand er altså mindst 14 gange for højt, mener de sigtede.

Ifølge kommunen, vil en genetablering af klitten koste i omegnen af 500.000 kroner. Også dét anfægter de sigtede. De har indhentet et tilbud fra en entreprenør, som skal bruge én arbejdsdag på at flytte de 200-250 kubikmeter sand tilbage på klitten. Det vil koste 10.000 kroner, skriver Jyllands-Posten ud fra aktindsigten.

Tidligere har Frederikshavn Kommune dog fortalt, at genetableringen ikke kun omfatter flytning af sand. I forbindelse med hærværket er bevoksningen - marehalm - også ødelagt. Det skal også genetableres, mener kommunen.