Abonnementsartikel

I begyndelsen af 2020 åbner Horsens Lift en ny afdeling i Middelfart, som skal bringe virksomheden tættere på Trekantområdet og den erhvervsudvikling, der er i området.

Horsens Lift klarer sig godt for tiden, og i starten af 2020 udvider liftforhandleren forretningen, når administration og værksted flytter til Middelfart. Majoriteten af medarbejdere flytter med, bortset fra to chauffører der bliver tilbage i Horsens og varetager lager og produktudlevering af op til 320 forskellige lifte.

- Med udvidelsen i Trekantområdet får vi en attraktiv platform for yderligere vækst i et område, hvor erhvervsudvikling er i højsædet, og hvor vores kunder i bygge- og anlægsbranchen har store aktiviteter. Vi er spændte på fremtiden og starten af 2020, siger Esben Jensen, indehaver af og direktør hos Horsens Lift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forsikrer, at kunderne i Horsens fortsat bliver præsenteret for det samme sortiment og serviceniveau som hidtil.

Med placeringen lige ved motorvejen får Horsens Lift et fremtrædende udstillingsvindue, der samtidig giver kunderne en nem tilgang til domicilet, der ligger på Østerbyvej.

Grundet travlhed blev virksomhedens 25-års jubilæum tilbage i 2018 ikke fejret, og det skal revancheres i det nye år, når den nye afdeling i Middelfart bliver en realitet. Fejringen kommer dog først på benene, når udvidelsen er helt på plads.