Abonnementsartikel

Rydningen af mere end 40.000 kvadratmeter træer og krat på Fredericia Vold er i fuld gang. For at beskytte det historiske og fredede anlæg mod skader som eksempelvis kørespor har HedeDanmark bygget veje af særligt plantemateriale.

Det er en omfattende ansigtsløftning, som Fredericia Vold i øjeblikket gennemgår - støttet med 35 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden i 2015 og udtænkt af tegnestuen Erik Brandt Dam arkitekter ApS i 2016.

I begyndelsen af januar tog HedeDanmark fat på første fase af projektet - en omfattende rydning, der skal ende med, at det gamle fæstningsværk kommer mere til sin ret og står skarpere uden træer og krat til at skygge for voldenes oprindelige 1600-tals udseende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frem til april fælder og rydder HedeDanmarks maskiner mere end 40.000 kvadratmeter areal på Kongens Bastion og Danmarks Bastion samt Ravelinen.

rich-media-2
HedeDanmark gik i gang med arbejdet i begyndelsen af januar. Pressefoto.

Men som ved andre kosmetiske forbedringer er der risiko for små ar fra indgrebet. Det er også en risiko, når tungt maskineri tages i brug for at få bugt med genstridigt buskads.

Det forebygger HedeDanmark dog ved at anlægge midlertidige veje omkring og på de områder, der skal ryddes for tilvækst, så de fredede volde ikke tager varig skade af arbejdet.

- Normalt bruger man enten sand og køreplader, men vi har i stedet valgt at bygge vejene med knuste grene. Det er et fantastisk alternativ til sand, og så kan det - modsat sand - genbruges bagefter. På den måde kan vi både udføre vores arbejde nænsomt uden at efterlade os spor og med respekt for den kulturarv, som voldene repræsenterer, samtidig med at vi bruger ressourcer på ansvarlig vis, siger Anders Juul Leth, landskabskonsulent i HedeDanmark.

rich-media-3
Der bliver udlagt knuste grene til køreunderlag for at skåne voldene. Pressefoto.

Rydningsarbejdet, som HedeDanmark står i spidsen for, er fase et ud af fire faser, som første etape af projektet består af. Det er endnu uvist, hvornår hele revitaliseringen af Fredericia Vold er endeligt afsluttet.