Abonnementsartikel

Koncernen leverede i 2019 den forventede fremgang i indtjeningen, men der er stadig underskud i hovedselskabet.

Lavere omkostninger, større effektivitet, højere kvalitet i eksekveringen og markant lavere nedskrivninger.

De fire begrundelser kommer koncernledelsen med, når de skal forklarer årsregnskabet 2019 i MT Højgaard. Driftsindtjeningen før særlige poster viser 83 millioner kroner mod et underskud på -547 millioner i 2018, hvor indtjeningen var belastet af 362 millioner i hensættelser til udbedring i MgO-vindpladesager. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Driftsindtjeningen ventes at blive yderligere forbedret i 2020, og en ny strategiplan skal hæve overskudsgraden til fire procent lige ud i 2022.

- De altoverskyggende mål i 2019 var at genoprette den operationelle drift i MT Højgaard og sikre fortsat fremdrift i Enemærke & Petersen, Scandi Byg og Ajos. Disse virksomheder forbedrede sig og skabte solide resultater, og vi er også godt på vej til at vende udviklingen i MT Højgaard. Optimeringen er ikke slut, men MT Højgaard vinder og eksekverer sundere projekter og har i dag en sund ordrebog. Og med efterårets paradigmeskifte, hvor vi organiserede os på en ny måde med projekterne i centrum og nedlagde 130-140 funktionærstillinger, tog vi et væsentligt skridt mod at skabe et slankere og overskudsgivende MT Højgaard, siger administrerende direktør og koncernchef Morten Hansen.

Regnskabet kort

Omsætningen steg som ventet 2 procent til 6,9 milliarder kroner. Anlæg havde højere aktivitetsniveau, mens omsætningen i Byggeri og Services var på niveau med 2018. Det primære driftsresultat før særlige poster på 83 millioner kroner. Forventningen var et resultat i niveauet 75 millioner kroner.

Det rapporterede EBIT blev 48 millioner kroner mod -547 millioner i 2018, mens resultatet før skat blev 24 millioner kroner mod -559 millioner i 2018. Egenkapitalen blev styrket til 759 millioner kroner fra 393 millioner ultimo 2018. Soliditeten steg til 18 procent fra 10,1 procent.

Koncernen vandt nye ordrer til en værdi af 6,9 milliarder, mens ordreindgangen i 2018 var på 7 milliarder, og MT Højgaard nedbragte også sit driftsunderskud markant til -140 millioner kroner. Resultatet var som ventet stadig belastet af ældre og tidligere omtalte projekter, der bidrager med lav eller ingen indtjening under færdiggørelsen. Hovedparten af de projekter blev enten færdiggjort i 2019 eller afsluttes i løbet af 2020.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Driftsresultaterne i Enemærke & Petersen, Scandi Byg og Ajos blev henholdsvis 133 millioner kroner, 12 millioner og 23 millioner og opnåede dermed solide resultater.