Det samme er indsatsen for at skabe sikre arbejdsvilkår for de mange ansatte på byggepladsen.

Der har således ikke været arbejdsulykker i 2019, der ellers har været et år, hvor anlægsaktiviteten har været på sit hidtil højeste på det store arbejdsareal øst for Rødbyhavn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortæller Villads Engstrøm, der er projektleder i Femern A/S.

Indsatsen for et sikkert arbejdsmiljø ligger jo aldrig stille og vil fortsat kræve en fokuseret indsats i samarbejde med alle involverede parter i de kommende år, når tunnelbyggeriet for alvor går i gang i stor skala.

Projektleder Villads Engstrøm

Femern A/S

- Der bliver dagligt udført en lang række både store og små arbejdsopgaver. Fælles for dem alle er, at arbejdet skal udføres sikkert. Vi har ikke oplevet en arbejdsulykke, mens vi har været i gang, hvilket vi naturligvis er rigtig glade for. Det er en god start på det store arbejde, der stadig venter forude med etablering af betonværker, havneanlæg og byggeriet af selve tunnelen, siger Villads Engstrøm.

På arbejdsområdet er der nu blandt andet etableret vand, el og kloakering, der er anlagt nye adgangsveje og cykelstier i området, samt et særligt afvandingssystem til byggepladsen.

En evig opgave

Den positive start tilskriver projektlederen det gode samarbejde med entreprenørerne på opgaverne og Arbejdstilsynet, der udfører kontrolbesøg på byggepladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinteknik aflagde Femern-projektet et besøg sidste år, hvor ovenstående video er fra.

Der afholdes faste sikkerhedsmøder og sikkerhedstjek på pladsen med fokus på løsninger. Desuden foregår der en tæt koordinering af arbejdet på tværs af de forskellige entreprenører.

- Vi har lagt de overordnede rammer for sikkerhedskulturen på byggepladsen, som de enkelte entreprenører bidrager til. Det kræver blandt andet, at hver entreprenør på forhånd har planlagt de enkelte aktiviteter med hensyn til sikkerheden, siger Villads Engstrøm.

Samtidig gribes der konsekvent ind, hvis man oplever en uhensigtsmæssig adfærd på pladsen, som efterfølgende bliver drøftet på sikkerhedsmøderne.

- Vi oplever, at det giver bonus ude i arbejdsområderne, og vi ser en større fokus på arbejdsmiljøet. Indsatsen for et sikkert arbejdsmiljø ligger jo aldrig stille og vil fortsat kræve en fokuseret indsats i samarbejde med alle involverede parter i de kommende år, når tunnelbyggeriet for alvor går i gang i stor skala, siger Villads Engstrøm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med i arbejdsgruppe

Femern A/S deltager i en arbejdsgruppe oprettet af Transportministeriet og Beskæftigelsesministeriet med det formål at opsamle erfaringer og give anbefalinger, der skal sikre det bedst mulige arbejdsmiljø på store anlægsprojekter.

Ud over Femern A/S består arbejdsgruppen af Arbejdstilsynet, Vejdirektoratet, Bygningsstyrelsen og Banedanmark.