Abonnementsartikel

Danmarks største grossist med speciale i vand og afløb overtager aktiviteterne i Boni ApS.

Boni har stor erfaring med levering af ventilations- og luftrensningsløsninger til de områder inden for industrien, hvor der arbejdes i aggressive miljøer. Gennem flere år har ScanPipe og Boni arbejdet tæt sammen på en række projekter, hvor de to virksomheders kompetencer har kunnet forenes.

- Hos ScanPipe oplever vi, at vores kunder i højere grad efterspørger totalløsninger inden for både vand, afløb og ventilation. Derfor har det været en naturlig udvikling for os at gøre vores samarbejde med BONI mere strategisk, siger kommerciel direktør Mikael Lundgaard fra ScanPipe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også adm. direktør Ole H. Nissen, Boni, er begejstret oversamarbejdet med ScanPipe.

- Vi har gennem længere tid set os om efter en strategisk partner til Boni, som dels vil kunne indfri det store potentiale i markedet og som har den rette platform for distribution, produktion og designede løsninger, siger han.

I praksis betyder det strategiske samarbejde, at ScanPipe pr. 1. april udvider deres aktiviteter med luftrensnings- og ventilationstekniske løsninger i plast, som integreres fra Boni.

Aktiviteterne vil blive integreret i ScanPipe Vand & Design, som tilbyder produktion af specialløsninger og plastsvejsning. Salgs- og produktionsdirektør Hans-Kristian Høen-Beck er fortsat overordnet ansvarlig for ScanPipe Vand & Design, og Ole H Nissen vil få ansvar for salg, udvikling og videndeling inden for ventilationssegmentet.

BONIs montageafdeling bliver ligeledes integreret i ScanPipe Vand & Design med produktion primært i Greve og med udekørende plastmontører i hele Danmark samt Norden.