Abonnementsartikel

Det mindre rørfirma Peanta Inventions har vundet en patentsag angående strømpeforing over entreprenørkoncernen Aarsleff.

Patent- & Marknadsöverdomstolen i Sverige har netop definitivt afgjort en sag, hvor danske Per Aarsleff A/S står på den tabende side. Det skriver modparten Paenta Inventions i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om strømpeforing - en forretning, som både Aarsleff og Paenta gør i. Hos Aarsleff mente man dog, at det lille svenske firma havde søgt lige rigelig inspiration på den anden side af Øresund. Men det har Paenta Inventions nu rettens ord for, at det ikke er tilfældet. Derfor skylder Aarsleff nu svenskerne et større millionbeløb, fordi man blev dømt til også at betale sagens omkostninger, og det vækker glæde i Sverige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De forsøgte at skræmme os væk fra et lukrativt marked og troede formentlig, at de ville vinde på grund af deres størrelse. Sejren er klokkeklar og viser, at selvom man er et lille firma, skal ikke lade sig tryne af en stor spiller, siger Taus Gerner-Rasmussen, der udover at være dansk også er en af de tre medejere samt salgschef i Peanta Inventions.

Sagsomkostninger for fem millioner

Retssagen med Per Aarsleff har imidlertid trukket store veksler på det lille firma i løbet af de tre års juridiske tovtrækkerier.

- Det har været en krævende tid, der har kostet os mange ressourcer. Heldigvis er det ikke altid den aktør med flest penge, som vinder, og i dette tilfælde sejrede retfærdigheden. Med en klar sejr i hånden kan vi nu igen fokusere på at nå ud til alle kunder og ekspandere i vores virksomhed, siger Taus Gerner-Rasmussen.

Per Aarsleff A/S er en del af den internationale Aarsleff-koncern med hovedkontor i Danmark og arbejder blandt andet selv med at forny rørledninger. Nu skal koncernen betale knapt fem millioner svenske kroner i sagsomkostninger og renter til Peanta Inventions for at have forsøgt at stoppe det lille firmas rørforingsanordning.

Den svenske Patent- og Varemærkedomstol slår fast, at Aarsleff ikke har bevist, at Peanta Inventions har krænket et patent, og underkender derfor den danske entreprenørvirksomheds sag. Dommen har tidligere været anket, men er nu definitiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stilhed fra kæmpen

Rør- og strømpeforing af kloakker og vandrør foretages enten ved at blande to komponenter, så hærdningen sker via en kemisk proces, eller ved at benytte sig af én komponent og så et kraftigt lys til at få hærdningen til at finde sted.

rich-media-3
Strømpeforing er en stor forretning - og derfor endte Aarsleff i et retsligt slagsmål med svenske Paenta Inventions. Pressefoto.

Peanta Inventions har videreudviklet sidstnævnte teknologi under navnet UV Relining og benytter sig i dag af et højintensivt UV-lys til at sørge for hærdningen i rørforingen. Derudover har Peanta Inventions udviklet forskellige former for udstyr, der gør det muligt også at fore rør med en smal diameter og rør med forgreninger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarsleff i skrivende stund.