Abonnementsartikel

Regeringen har besluttet, at fristen for indsendelse af virksomheders årsrapporter skal udskydes med tre måneder. Det sker efter ønske fra erhvervslivet og med Folketingets opbakning.

Udbruddet af COVID-19 falder sammen med højsæsonen for generalforsamlinger og udarbejdelse af årsrapporter, hvor erhvervslivet og deres revisorer selv under normale omstændigheder har meget travlt. Derfor bliver sæsonen for årsrapporter udskudt, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Fristudskydelsen skal aflaste cirka 200.000 danske virksomheder, der i år oprindeligt skulle aflevere årsrapport senest 31. maj, men som nu får yderligere tre måneder til at arbejde med årsrapporterne i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rigtig mange virksomheder og deres revisorer kæmper lige nu med at få forretningen til at hænge sammen. I sådan en presset tid skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe virksomhederne til at kunne håndtere de mest akutte problemer først, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

Nok at tænke på

Med et nyt lovforslag får erhvervsministeren bemyndigelse til at lave en generel forlængelse af fristen til at indsende årsrapporten, som i en periode skal gælde for alle virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven.

- Rent praktisk er det for eksempel en virkelig stor udfordring for virksomhederne at skulle afholde generalforsamling eller lave lageroptælling i den her tid, der er mere præget af krisestyring, og hvor vi jo også beder virksomhederne udvise god adfærd for at begrænse smitten. Det er derfor, regeringen går ind og hjælper virksomhederne på alle de måder, vi kan, siger erhvervsministeren med henvisning til muligheden for mere fleksibel arbejdsdeling, ordningen om lønkompensation og hjælp til at betale faste udgifter.

Det nye lovforslag bliver fremsat i dag (tirsdag 31. marts) og hastebehandles efter aftale med Folketingets partier. Forventningen er, at lovforslaget bliver vedtaget torsdag den 2. april.

Virksomheder, der er blevet ramt direkte af forsamlingsforbuddet, og som derfor for eksempel er nødt til at udskyde deres generalforsamling, har allerede fået dispensation.