Abonnementsartikel

Et flertal af Folketinget blev i starten af maj enige om et nyt udligningssystem. Det skal komme vejnettet til gode, lyder et forslag.

Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet blev 5. maj enige om et nyt udligningssystem, der skal danne et Danmark i bedre balance. Aftalen betyder blandt andet, at cirka 1,4 milliarder kroner bliver flyttet til landets 30 yderkommuner, og samtidig bliver der sikret en ekstra statslig finansiering til kommunerne for op til 6,5 milliarder kroner i 2021.

Mange af de penge bør gå til bedre infrastruktur, mener Dansk Vejforening, der sammen med Asfaltindustrien har udarbejdet en analyse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Analysen sammenholder de kommuner, der har det største vedligeholdelsesefterslæb på vejene, med de kommuner, der modtager ekstra finansiering på i alt 597,4 millioner kroner.

Derfor lyder opfordringen til Norddjurs, Herlev, Lemvig, Samsø, Halsnæs, Hjørring, Næstved, Assens og Furesø kommuner:

"Benyt jer af den gode mulighed, I har nu, og prioriter vejvedligeholdet. Vedligeholdte veje er velfærd på lige fod med skoler, daginstitutioner og plejehjem".

Vejen til velfærd

Gode veje skaber nemlig vækst hos trængte kommuner, hedder det i opfordringen. Dels giver det arbejdspladser her og nu, og infrastruktur er også vigtig for, at virksomheder etablerer sig i en kommune. Desuden er det pænere, hvis hullede veje og dårlige fortove forskønnes.

- Vi håber med denne appel på baggrund af den nye analyse at sætte fokus på de store gevinster, der er ved vejvedligehold. Og at minde kommunerne om, at vejvedligehold er lige så vigtigt og lige så meget velfærd, som andre investeringer, der kommer kommunernes borgere til gavn. Udfordringen er, at veje ikke altid er "spændende" nok, og derfor bliver de nedprioriteret, og det er smadder ærgerligt, for dårlige veje er dyre, de koster to-tre gange så meget at vedligeholde som gode veje, lyder det fra Dansk Vejforening og Asfaltindustrien.