Den gule gummiged triller lydløst gennem den store hal med en tung palle betonklodser, som nænsomt bliver stillet midt på det stabilgrusbelagte gulv. Først da gummigeden bliver sat i bakgear, giver den lyd fra sig i form af en alarmerende tone.
De mange struktør- og brolæggerlærlinge, der arbejder i hallen, kender lyden og kigger op. De har allerede vænnet sig til den nye fuldelektriske hjullæsser, som blev taget i brug for få dage siden.
Den lydløse maskine er en Kramer 5055e, en gummiged på fire ton med 50 hestekræfter og firehjulsstyring - leveret med centralsmøring, gafler, skovle og fejemaskine.
Inden den nye el-maskine blev anskaffet, skulle hallerne tømmes for lærlinge, før den gamle dieseldrevne gummiged kunne køre ind. Det fortæller faglærer Michael Rousing. Efterfølgende skulle der luftes godt ud, før de unge mennesker igen kunne komme i gang med deres praktiske opgaver.
Den nye batteridrevne maskine lever derimod op til de krav, som de forskellige myndighederne stiller til for eksempel arbejdsmiljø og forurening.
- Det er fremtidens løsning for et uddannelsessted som vores, hvor vi arbejder i en lukket hal, siger Michael Rousing og bliver suppleret af sin kollega.
- Vi er meget tilfredse med den nye gummiged, som hverken støjer eller forurener. Den lever i den grad op til de behov, vi har, og så er den - med sin lille venderadius - meget nem at manøvrere med. Derudover har den samme kræfter som en dieseldrevet model, påpeger faglærer Johnny Nikolajsen.
Størst i Danmark på området
Struktør- og brolæggerlinjen, der er en af de populære erhvervsuddannelser på Learnmark i Horsens, oplever stor søgning. Lige nu er der 36 unge i sving på Grundforløb 2.
- Vi er inde i en god periode, hvor vi har masser af elever, og der er lærepladser til alle. Det er ikke blot de lokale virksomheder, der bakker op og tager lærlinge. Vi har elever fra det meste af Jylland og Fyn. Gennem de sidste år er vi vokset og er efterhånden blevet den største skole i landet på vores område, siger Michael Rousing og lader en af eleverne tage plads på førersædet i den nye gummiged.
Mathias Buchhave, der er i lære som anlægsstruktør ved entreprenør Anton Knudsen, flytter lige pallen med betonklodser et par meter væk, så "gulvarealet" er fri til en ny opgave.