Lyt til artiklen:

Nyt samarbejde skal sikre klimaet mod skadelige fjernvarmerør

00:00
Hastighed: ???x
04:30

Abonnementsartikel

Klimaskadelige fjernvarmerør, der indeholder CFC-gasser, skal graves op og genanvendes. Et hold på tværs af entreprenør- og nedbryderbranchen vil udvikle en prisdygtig model for arbejdet.

Et konsortium af aktører inden for genanvendelse, gasmåling, anlægsarbejde og viden om materialer er gået sammen om at udvikle et koncept for håndtering af den store mængde CFC-holdige fjernvarmerør, der ligger nedgravet overalt i Danmark.

Rørene indeholder 4000 ton CFC-gasser som eksempelvis Freon, der over tid vil sive ud, hvis ikke der findes en løsning. Gasserne er blandt andet med til at nedbryde ozonlaget, og de genererer en drivhuseffekt er 4000 gange kraftigere end CO2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig bør materialerne i rørene genanvendes, mener konsortiet, der består af Dan Jord A/S, Eldan Recycling A/S, Stena Recycling A/S, GasDetect ApS og Teknologisk Institut.

Ingen regler

Det er efterhånden mange år siden, at den stærkt klimaskadelige gas CFC blev forbudt og udfaset som del af det isoleringsmateriale, der frem til 1987 blev brugt i blandt andet køleskabe, frysere, airconditionanlæg og fjernvarmerør.

Mens der findes regler for, hvordan CFC-holdige kølemøbler skal håndteres og genanvendes, gælder det ikke for CFC-holdige fjernvarmerør. Dem findes der cirka 26.000 kilometer af - nedgravet i den danske jord.

Hos konsortiet mener man, at de nuværende generationer skylder de kommende at gøre noget alvorligt ved problemet. Seniorspecialist Bjørn Malmgren-Hansen fra Teknologisk Institut forklarer:

- Hvis vi ikke gør noget ved det, siver CFC-gassen lige så stille ud af rørene. Isoleringen i rørene indeholder så meget CFC-gas, at det svarer til en tredjedel af Danmarks årlige CO2-udledning. Derudover udgør de nedgravede rør en værdifuld ressource. De indeholder en masse stål, plast og PUR-skum, som med den rette teknologi helt eller delvis kan genanvendes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvikling af behandlingskoncept

Målet er at udvikle et behandlingskoncept, som gør, at de CFC-holdige fjernvarmerør kan identificeres, neddeles, sorteres og oparbejdes til genanvendelse. Det skal ske ved at:

1) Udvikle nye metoder til sortering og forbehandling af opgravede rør.

2) Udvikle nye oparbejdningsmetoder.

3) Udvikle nyt udstyr til oparbejdningen med fokus på miljørigtig udvinding af plastkappen (HDPE), isoleringsskummet (PUR) og stålet til genanvendelse.

En forudsætning for, at man kan håndtere fjernvarmerørene sikkert, er at de CFC-holdige rør kan sorteres fra på opgravningsstedet. Derfor skal CFC-gassen kunne spores, straks efter at rørene er gravet op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har tidligere udviklet et onsite detektionsinstrument, som i dette projekt vil blive videreudviklet og modnet til praktisk anvendelse og dokumentation af målingerne, fortæller Søren Torsbjerg Møller, direktør i GasDetect.

Med den hurtige CFC-sporing vil medarbejderne hos Dan Jord kunne foretage en effektiv præsortering af fjernvarmerørene:

- I dag opgraves kun en mindre del af de udtjente fjernvarmerør i Danmark, så der venter et omfattende grave- og sorteringsarbejde, hvis det bliver et lovkrav at fjerne rørene. Imidlertid kan man ikke altid se med det blotte øje, om der er tale om CFC-holdige rør. Derfor betyder en hurtig CFC-detektion, at vi kan sortere rørene hurtigt og præcist, fortæller Stef Heykoop, direktør i Dan Jord A/S.

95 procent genanvendelse

I projektet deltager to af landets virksomheder inden for teknologi til håndtering og genindvinding af affald: Eldan Recycling A/S og Stena Recycling A/S.

Behandlingskonceptet til fjernvarmerør skal bygge videre på den teknologi, Eldan Recycling A/S i forvejen bruger til neddeling af kølemøbler, som også indeholder metal, plast og PUR-skum. Målet er at sikre, at 99 procent af CFC-gasserne fra alle processer opsamles, og at mere end 95 procent af materialerne i rørene bliver genanvendt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dag er det kun stålet i rørene, som bliver genanvendt - og kun delvist. De øvrige materialer bliver typisk deponeret. Det skal vi gøre noget ved. Vi ved i forvejen en masse om, hvordan man håndterer CFC-holdige kølemøbler sikkert og miljørigtigt. Den viden kan vi trække på i dette projekt, fortæller Jan Kjær, Product Manager hos Eldan Recycling A/S.

Projektet er støttet af Miljøstyrelsen.