På NCC's byggepladser i Norden arbejdes der nu med elektriske maskiner for at undersøge, hvordan og i hvilket omfang de kan bidrage til en klimavenlig byggebranche og mindre CO2 udledning.

Byggebranchen skal være med til at reducere CO2 udledningen og skabe mere klimavenlige byggepladser og løsninger. Derfor tester NCC elektriske maskiner ved byggerier flere steder i Norden for at få erfaringer og finde ud af, om de er en del af svaret på klimaudfordringen for byggebranchen.

- Vi har den fordel at kunne samle erfaringer fra flere lande samtidig. Det giver os en stor muskel, så når nye tiltag skal sættes i værk, batter det noget og kan slå igennem i hele vores nordiske forretning, siger Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC Danmark.

Sammen med det øvrige samfund skal byggebranchen finde veje til at nedbringe CO2-udslippet og gøre noget ved klimakrisen. En begyndelse kan være at gå over til eldrevne maskiner, hvor det er muligt. Men foreløbig mangler der store maskiner og en anden udfordring er den korte batteritid, hvilket besværliggør produktionen. Til gengæld er der klare fordele omkring støj og udstødning, siger Martin Manthorpe og fortsætter:

rich-media-1
Arbejdsmiljøet i miner eller indendørs bliver markant bedre med eldrevne maskiner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ved ikke, om elektriske maskiner er sandheden, og vi ser også nogle udfordringer med dem. Men nu tester vi dem, for vi skal være mere bæredygtige, og vi kan kun komme videre ved at arbejde med den nyeste udvikling.

Der er nogle udfordringer

Allerede nu har NCC gjort sig nogle observationer, og de viser, at der både er udfordringer og fordele ved eldrevne maskiner.

Fordelene er blandt andet, at maskinerne ikke udleder CO2 under arbejdet, de støjer mindre, og de ikke udsender generende udstødningsgasser. Især det sidste er en stor fordel, når der arbejdes i tunneler eller inde i bygninger, hvor luftcirkulationen ikke er så stor.

Udfordringerne er for eksempel, at batterierne ikke kan holde maskinerne i gang så længe som brændstofdrevne. Dertil er der kun små maskiner på markedet lige nu, og i det hele taget er der ikke nok maskiner til, at man kan lave en en-til-en udskiftning. Endelig er eldrevne maskiner stadig dyrere end brændstofdrevne.

Ser muligheder i politiske krav

NCC har i længere tid haft kig på eldrevne maskiner, men med klimaloven og målsætningen om 70 procent reduktion af CO2-udslippet i Danmark samt fokus på området i Københavns Kommune og Region Hovedstaden har det sat ekstra skub i arbejdet.

- Det er klart, at vi gerne vil være med til at gøre noget. Vi ser faktisk målsætningen om en 70 procents reduktion af CO2 som en udviklings- og forretningsmulighed. Det vil helt sikkert være med til at fremme nye måder at gøre tingene på, og vi vil gerne være med i frontlinjen, siger Martin Manthorpe.

På nuværende tidspunkt arbejder NCC med prototyper, som er maskiner, der ikke er i egentlig produktion, men netop testes på byggepladser.