Abonnementsartikel

Den nordjyske maskinproducent har givet deres mellemdumper en overhaling, så 912'eren både byder på Stage V-moter samt flere forbedringer på komforten og tilgængeligheden.

Hydrema 912 skal fremover følges af et G, når man skal have en i fabriksny stand. Teknikere og ingeniører på fabrikken i Støvring i Nordjylland har været rundt overalt på, i og under dumperen i en søgning efter områder, der kunne justeres og opdateres for at skabe forbedringer på maskinen, som i forvejen er Hydremas bedst sælgende produkt.

Den nye Stage V-motor fra Cummins ikke blot matcher de allerseneste miljøkrav til udledning af emission, men er tillige frigivet til også at køre på den 100 procent biologiske HVO-diesel. For at sikre den renest mulige udstødning har 912G partikelfilter og bruger AdBlue. Motoropbygningen er gjort enklere og er nu uden EGR-ventil. Motoren yder vel at mærke uændret de samme 147 hk som forgængeren i Stage IV.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
10 tons dumperen er Hydremas bedste sælgende produkt.

- Vi oplever stadig stigende krav til lav emission, blandt andet i offentlige udbud. Det gælder specielt ved byrumsopgaver som kloak- og fjernvarmearbejde samt gågaderenoveringer. Det er krav, som Hydrema 912G er mere end klar til at møde, lyder lovningen fra Hydremas udviklingschef, Thorkil K. Iversen.

Blandt rækken af markante tekniske opdateringer er det opgraderede kølesystem med en fuldsvejset køler, som sikrer 10 procent større kølekapacitet.

Den nye generation af dumperen er desuden udstyret med elektronisk styret kølervinge, som kun kører, når der er behov for det. Der er følere på alle kredse, og ventilatoren fungerer på nøjagtig samme måde som på personbiler. Det sparer både støj og brændstof.

Batteriet slår selv fra

Maskinens hovedafbryder er fuldautomatisk, og systemet slår selv fra, når der ikke er behov for strøm. Så slipper maskinføreren for at slå hovedafbryderen fra, når han forlader maskinen. Forglemmelse vil ikke længere være årsag til et fladt batteri og nul strøm ved starten på en ny arbejdsdag eller efter en weekend.

rich-media-3
Serviceadgangen er optimeret, så al daglig service kan klares fra jorden.

Den store Hydrema 912-opgradering kommer også godt rundt i motorrummet, hvor filtre og kontrolsteder nu er placeret, så de kan nås fra jorden. Det er altså ikke længere nødvendigt at bevæge sig over jordplan for at klare den daglige service af dumperen. Samtidig har Hydrema-teknikerne skabt væsentligt bedre adgang også til rensning af køleren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle olieaftapninger er tillige forsynet med Drain Valve-aftapningsventiler. De sikrer både nem og ikke mindst sikker aftapning.

912G kan også udstyres med Hoist Assistance, som Hydrema lancerede på den større dumper 922G til Bauma i fjor. Det er et sikkerhedssystem, der fungerer som et elektronisk waterpas. En hældningsindikator i instrumentpanelet viser maskinens hældning både sideværts og i længderetningen. Hvis hældningen bliver for stor, vises en advarsel om, at det ikke er sikkert at tippe.

Dumperen fås med multichassis uden lad, så der kan monteres redskaber som saltspreder, sandudlægger eller vandvogn. Også montering af frontlift til for eksempel kost eller sneplov står på mulighedernes lange liste. Tillige kan den nye 912G monteres med skinnehjul og gøres til en rail-dumper til arbejde på jernbane.