Abonnementsartikel

Maskinfører Ole Rafn har netop skiftet sin Cat D6R ud med Cats D6XE dozer med dieselelektrisk transmission.

Zeppelin har fået en del Cat D6XE ud over rampen herhjemme, og blandt modtagerne finder vi østjyske Danjord.

Lige nu har de en af de dieselelektriske dozer kørende i det aarhusianske, hvor en ny festivalplads er ved at blive etableret i et stort grønt område Viby på grænsen til Åbyhøj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 241 hk fordelt på knap 24.000 kg har godt med kræfter lyder det, men maskinfører Ole Rafn, Danjord, har dog gjort den endnu mere effektiv. Han har bestilt den med ekstra store "muldører" monteret på dozerbladet.

- På den måde kan jeg skubbe meget mere meget længere, lyder der fra Ole Rafn.

50 års erfaring

Ole Rafn ved, hvad han taler om. Han startede i branchen som 16-årig i 1970. Han har kørt alt lige fra minilæssere, rendegravere, gravemaskiner til læssemaskiner og dozere. De første mange år hos Aarsleff. Senere hos Kim Juhl Rasmussen og siden 1993 hos Danjord.

- Jeg har også fået monteret redskabsfæste, så jeg både kan grubbe og harve på samme tid, mens jeg også skubber jord, siger Ole Rafn.

rich-media-2
Et par Catte spinder for at gøre pladsen klar, så blandt andet Northside-festivalen kan indtage den til sommer.

Men der er mere endnu. Ole Rafns dozer gør sig også særligt bemærket med en høj metalstang midt for dozerbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den bruger jeg til at flugte efter her indefra førerhuset. Når den står i 100 procent lodret, så ved jeg, at dozerbladet er 100 procent vandret, siger Ole Rafn.

Mange timer endnu

Lige nu lægger Ole Rafn og hans kollegaer sidste hånd på etableringen af den ny festivalplads. Tre store arealer på henholdsvis 39.000, 19.000 og 10.000 kvadratmeter står snart klar til at tage imod festivalgæsterne i 2021 - hvis omstændigheder da ellers tillader det.

Den 66-årige maskinfører sagde for kort tid siden farvel til D6R modellen med omkring 15.000 kørte timer. Herefter indtog han sin D6XE. Der har han tænkt sig at blive siddende et stykke tid endnu.

- Det er for tidligt at gå på pension, så jeg har lovet Danjord, at jeg vil slide maskinen "halvt op", siger Ole Rafn.

Det kan der så godt gå en række år med. Maskinen har nemlig blot kørt 22 timer.