Abonnementsartikel

Dansk Banks nye domicil, Pasteurs Tårn, Femern-projektet og Lighthouse. Der bliver meget at holde øje med i landets største entreprenørfirma i det kommende år.

Hos Aarsleff har man i 2021 udsigt til at skulle arbejde med en lille håndfuld projekter, som er af den størrelse, at de kan vende det hele på hovedet - selv for en entreprenør-kæmpe - og i både positiv og negativ forstand.

Det drejer sig blandt andet om det astronomisk dyre Femern-projekt, hvor man er aktiv gennem et konsortium med syv andre entreprenører. Her lyder Aarsleffs del af kontraktsummen på cirka 3,7 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men også totalentreprisen på Danske Banks nye domicil til tre milliarder kroner, Pasteurs Tårn i Carlsberg Byen til 1,2 milliarder samt Lighthouse i Aarhus til 1,2 milliarder kroner skal man guide sikkert videre i 2021.

Det er ifølge administrerende direktør i Aarsleff Jesper Kristian Jacobsen én af de vigtigste opgaver i det kommende år.

- Vi har lige nu en meget høj ordrebeholdning - og mange store projekter i pipeline. Det nye Statens Naturhistoriske Museum er endnu et eksempel. At vi holder omkostningerne i ro og styrer budgetterne sikkert i mål på alle de milliardprojekter, bliver en meget vigtig opgave, som vi har stort fokus på i det kommende år, siger Jesper Kristian Jacobsen.

Bæredygtighed og digitalisering

Men selv om de store projekter kommer til at tage meget fokus, er der også andet på tapetet. God gammeldags, snusfornuftig drift nævner direktøren som et andet fokusområde og dernæst bæredygtighed.

Klimamålsætninger, og hvorvidt man agerer på dem, er med til at definere en solid virksomhed anno 2021. Og Aarsleff er netop det, en solid virksomhed, siger Jesper Kristian Jacobsen. Derfor investerer man blandt andet i maskiner, som kan leve op til skærpede udledningskrav på byggepladserne og man har planer for at anvende mere CO2-venlige materialer i anlæg og byggeri - og meget andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Coronaåret satte til at begynde med vores grønne ambitioner lidt på hold, siger Jesper Kristian Jacobsen, der dog er pinligt bevist om, at man som en virksomhed af Aarsleffs størrelse, med en omsætning over 13 milliarder kroner og en tilstedeværelse i adskillige lande, både kan og bør bidrage til den grønne dagsorden.

- Men vi formåede at etablere Aarsleff ECO Center, som skal hjælpe os videre ad det bæredygtige spor. Det og så digitalisering bliver nogle af de parametre, man som entreprenør virkelig skal markere sig inden for i de kommende år, lyder det fra direktøren.

Læs mere om Aarsleff ECO Center her.

Meget gerne mere Femern

Men før man kan levere på klimaambitionerne, skal der tjenes penge. Det har Aarsleff-koncernen gjort meget godt i regnskabsåret 2019/2020, men det skal gerne fortsætte. Og et af de steder, hvor Jesper Kristian Jacobsen ser flere muligheder for byggekæmpen, er på det føromtalte Femern-projekt.

De første skridt tages i første halvår af 2021. Her igangsætter Femern Link Contractors, som Aarsleff er en del af, opførslen af fabrikken, som skal producere tunnel-elementerne. Desuden arbejder man på at få mobiliseret den fornødne organisation i form af de projektmedarbejdere, den logistik og de indkøb, der skal til, før konsortiet kan levere på kontrakterne, når det egentlige anlægsprojekt går i gang i 2023.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men der vil formentlig komme flere udbud relateret til Femern-forbindelsen, forklarer Jesper Kristian Jacobsen, som håber at kunne positionere selskaberne i Aarsleff-koncernen til at byde ind på opgaverne.

- Nu findes der jo ingen garantier. Men der kommer blandt andet en bane-kontrakt, som ikke er uinteressant for Aarsleff Rail. Dertil kommer også nogle installationsarbejder, som det vil være naturligt for Wicotec Kirkebjerg at se nærmere på. Det er i hvert fald vores opgave, at holde godt øje med de udbud, der kommer, siger han.

Aarsleffs målsætning for 2021 er i tal - en omsætningsvækst på fem procent og et Ebit på fem procent.