Abonnementsartikel

Afløbsledninger i sætningsfarlig jord, omkring eller under en bygning vil ofte sætte sig i takt med bygningen og terrænet. Er afløbsledningerne ikke opstroppet korrekt, medfører det utætte afløbssystemer. Følg derfor reglerne for opstropning.

Mange har den holdning til kloakker, at det er noget, der er skjult under jorden, og de fungerer bare. Men netop fordi kloakkerne er skjult under jorden, er de vanskelige at kontrollere efter etablering og vanskelige at reparere - og derfor er det afgørende, at de konstrueres korrekt fra starten.

- Ellers risikerer man som bygningsejer, at det, der skulle have været udledt i kloakken, lander under bygningen - hvilket måske først bliver opdaget, når tiden er gået, og lugtgenerne bliver virkelig voldsomme, siger Inge Faldager, seniorkonsulent ved Energi og Klima på Teknologisk Institut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun er forfatter til erfaringsbladet 'Opstropning af afløbsledninger under bygninger', der er udgivet af Fonden Byg-Erfa.

Undgå kloakudledning under bygningen

I det omtalte erfaringsblad beskriver Inge Faldager blandt andet, hvorfor det er vigtigt at sikre, at bygninger, der etableres på sætningsfarlig jord, har et afløbssystem, der er parat til eventuelle bevægelser, så eventuelle sætninger er ensartede både for bygningen og afløbssystemet.

Den korrekte løsning er ifølge Inge Faldager at opstroppe afløbssystemet, så det hænger forsvarligt under bygningen og følger dens bevægelser, samt at sørge for, at der ikke med tiden opstår vinkeldrejninger eller ændringer i faldet på rørene.

- Hvis jorden under bygningen synker med tiden, og afløbssystemerne giver efter, så ender spildevandet, der skulle have været udledt i kloakken, med at ligge og lugte under bygningen i stedet for at blive ledt væk. Det kan de fleste sikkert levende forestille sig er temmelig træls. Tilmed er det dyrt og besværligt at udbedre, siger hun.

Kend til begrænsninger og udførelseskrav

En opstropning består af en ophængning/strop og en bæring/rørbøjle - og ophængningen skal udføres med stropper og bæringer i en sådan kvalitet og i et sådant omfang, at monteringen bliver stabil og ikke bliver beskadiget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Materialer til opstropning skal derfor være korrosionsbestandige og af f.eks. syrefast rustfrit stål, mens rørbøjlerne kan være af plast eller rustfrit stål. Stropper af galvaniserede bånd er ikke tilstrækkeligt holdbare, fordi de med tiden korroderer og knækker - og plastbånd er ikke velegnede, fordi de er elastiske og med tiden strækker sig, så faldet på ledningerne ændres", siger Inge Faldager og tilføjer, at betonrør og glaserede lerrør ikke må opstroppes på grund af deres vægt.

Læs mere om Opstropning af afløbsledninger under bygninger og herunder fastgørelse, rør af andre materialer, plastrør med dimension under 160 mm og afløbsledninger uden for bygningen i det omtalte erfaringsblad.