De sidste tre uger har budt på lige så meget vinter som hele sidst sæson gjorde.

Set fra vejtrafikkens perspektiv er vinteren herhjemme indtil videre faldet i to tempi: En historisk mild start på årstiden efterfulgt af en januar, der var hårdere end normalt. Det viser Vejdirektoratets midtvejsstatus over vintervejrets påvirkning af det overordnede vejnet.

Helt konkret viser tallene, at 2020 blev den varmeste vinter i de 20 år, Vejdirektoratet har målt på de forhold. Vejret i januar 2021 ændrede den tendens. Saltbilerne har siden nytår kørt på vejene tyve procent oftere end normalt for en januar måned.

- Vi har i de første tre uger af januar haft lige så meget vinter på de danske veje, som vi havde i hele sidste år, siger Freddy Knudsen, der er chefkonsulent i Vejdirektoratets vintertjeneste.

- Det viser, hvor uforudsigelig, den danske vinter kan være. Lange perioder med mildt vejr kan pludselig slå over i frost og sne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Blandt de milde sæsoner

Helt overordnet hører vinteren 20/21 dog stadig hjemme i den milde ende. Således ligger Vejdirektoratets saltforbrug pt. 40 procent under det normale. Og der er kun udført gennemsnitligt 13 timers snerydning pr. 100 kilometer kørespor, hvilket kun er 15 procent af normalen.

rich-media-1
Vinteren meldte sin ankomst i årets første måned. Grafik: Vejdirektoratet.

De tal får dog ikke Vejdirektoratet til at drosle ned på overvågningen, der styres fra Vejdirektoratets Vintervagtcentral i Aalborg.

- Vi ved af erfaring, at vejret pludselig kan slå om. For eksempel havde vi en særdeles mild vinter tilbage i 2006-07 - lige frem til februar, hvor sneen pludselig kom væltende ned i metervis. Så vi holder os i beredskab helt frem til 1. maj, siger Freddy Knudsen.

Regionalt set har der været meget lille forskel på vintervejret hidtil. Målt på antal af udkald af saltbiler ligger Sjælland lavest med 31, mens Nordjylland topper med 36.

Snefaldet har været mere skævt fordelt. Her har Sjælland og Nordjylland fået mest med op til 24 timer snerydning pr. 100 kilometer kørespor.