Abonnementsartikel

Den spanske hovedentreprenør Comsa har meddelt, at de ikke bliver klar med letbanen i Odense som planlagt. Åbningen er ny udskudt til årsskiftet.

Sidste år kom det frem, at der var corona-forsinkelser på Odense Letbane-projektet. Hovedentreprenøren, spanske Comsa, var ramt både i forhold til at få personale og udstyr til Danmark.

Det udløste en samlet regning på 70 millioner kroner, som Odense Letbane måtte punge ud med. Blandt andet gik en del af beløbet til at sætte hastigheden på arbejdet op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den store ekstraregning får ikke arbejdet i mål til tiden. Det har Comsa meddelt Odense Letbane.

Comsa, som anlægger transportsystemet med skinner, stationer, master og køreledninger, vil først kunne overdrage anlægget til efteråret, og inden åbning af letbanestrækningen kan ske, skal der køres testkørsler.

Det er angiveligt den fortsatte coronasituation, som forsinker arbejdet. Folk med den rette ekspertise og materiel er problematiske at få til den fynske hovedstad.

- Vi har afhjulpet, og vi hjælper fortsat Comsa mest muligt. Vi skriver for eksempel breve om, at medarbejderne har anerkendelsesværdige formål med at komme til Danmark, og vi tester alle nytilkomne udenlandske medarbejdere, foruden Comsa selv tester medarbejderne løbende. Dette for at sikre mest mulig adgang til, at de udenlandske medarbejdere kan udføre deres opgaver ved letbanen. Dertil har vi henvist Comsa til danske entreprenørfirmaer med henblik på at prøve at få mere dansk arbejdskraft til hjælp. De danske entreprenører er dog efter Comsas udsagn meget travlt optagede, så det har heller ikke vist sig som en løsning, der kunne indhente forsinkelsen, siger Mogens Hagelskær, der er administrerende direktør hos Odense Letbane.

Letbanen var planlagt til at åbne 1. september.