Abonnementsartikel
Det udfordrende 2020 betød et dyk i indtjeningen trods stigende omsætning.
Nettoomsætningen steg sidste år med næsten 9 procent - fra 1,96 milliarder kroner i 2019 til 2,13 milliarder sidste år. Bundlinjen dykkede til gengæld, idet resultatet før skat endte på knap 70 millioner mod 103 millioner kroner i 2019. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab fra Arkil A/S.
- Ved indgangen til 2020 var forventningerne til året usikre på grund af den verserende Covid-19 pandemi. Det er derfor særdeles tilfredsstillende at kunne konstatere, at vores interne Corona-beredskab og retningslinjer, som i særlig grad har været at sikre hel og fuld overholdelse af myndighedernes krav og henstillinger, har betydet, at vi har kunne opretholde vores produktion og fremdrift som forventet ved årets indgang. Det er i den forbindelse også glædeligt at kunne konstatere, at mange af vores offentlige kunder har prioriteret et højt udbud af bygge- og anlægsopgaver gennem denne krise, siger admiministrerende direktør for Arkil A/S, Jørgen Søndergaard.
Forventninger til 2021
Ifølge årsregnskabet forventes 2021 at blive sammenligneligt med 2020, dog med fortsat lav aktivitet inden for større statslige infrastrukturopgaver.
Ved indgangen til 2021 var ordrebeholdningen robust, således forventningerne til aktivitetsniveauet kan indfries. For 2021 forventes en flad eller let stigende aktivitet, men med et resultat på niveau med det realiserede i 2020.