Abonnementsartikel

Et lavere aktivitetsniveau betød en markant lavere omsætning i 2020 i forhold til året før for elementproducenten Contiga, men resultatet falder ikke nær så meget.

De seneste to år har indtjeningen taget store stigninger hos Contiga, der producerer betonelementer. I år må selskabet dog notere sig et mindre fald - fra 64,6 millioner kroner i 2019 til 60,6 millioner sidste år.

Faldet på godt seks procent skal dog ses i lyset af en omsætning, der dykker med over 14 procent - fra 641,4 millioner kroner i 2019 til 549,4 millioner i 2020.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningsnedgangen skyldes ifølge ledelsesberetningen et lavere aktivitetsniveau. Corona har ikke haft en direkte betydning på producenten i form af smitte blandt de ansatte. Alligevel er har pandemien spillet ind. I ledelsesberetningen i regnskabet skriver man således:

"Efter udbruddet af corona i foråret 2020 blev markedet for blandt andet betonelementer påvirket af uro i både efterspørgsel og priser. Det betød, at der indtil slutningen af 3. kvartal ikke blev hentet de ordre som ledelsen forventede. Herefter blev der foretaget en række tiltag for at komme tilbage til den ønskede position på markedet, hvilket blandt andet betød lavere priser på de ordre der blev indgået i 4 kvartal. Contiga A/S er tilbage med en tilfredsstillende ordrebeholdning, og prisniveauet er igen som tidligere. Dog vil 2021 blive resultatpåvirket af de ordrer der blev hentet i 4. kvartal".

Contiga havde i 2020 i gennemsnit 382 fuldtidsbeskæftigede mod 450 i 2019.