Abonnementsartikel

Asfaltmaskiner fra NCC er netop rullet ud på den udbyggede del af Fynske Motorvej for at lægge kilometervis af klimavenlig asfalt. Den særlige type asfalt skal medvirke til at reducere CO2-udledningen fra køretøjerne og dermed bidrage til en grønnere infrastruktur.

En særlig type asfalt bliver i disse dage lagt på Fynske Motorvej mellem Odense V og Gribsvad. Bilisterne på strækningen har det seneste halve år kunnet glæde sig over, at motorvejen er blevet udvidet fra fire spor til seks, men snart kan de også se frem til en brændstofbesparelse, når de kører henover det nye klimavenlige slidlag.

- Asfalttypen er den eneste af sin art i hele verden. Kendetegnet for den er, at den er lettere for bilerne at køre på, fordi belægningen giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej. På den måde bruges mindre brændstof, og derved reduceres CO2-udledningen, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor samlet besparelse

Siden 2011 har NCC, Vejdirektoratet, industrien og forskere fra universitetsverdenen samarbejdet om at udvikle den klimavenlige asfalt, der ifølge Vejdirektoratets beregninger vil spare bilisterne for 1,2 procent af brændstoffet.

- Det lyder umiddelbart ikke af meget, men hvis vi ser på den samlede brændstofbesparelse for alle bilister over en længere periode, vil vi kunne spare klimaet for mange tusinde ton CO2, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.

rich-media-2
Man har ventet et halvt år med at lægge det sidste slidlag på strækningen for at opnå en højere kvalitet og længere levetid for asfalten. Foto: Jonathan Grevsen.

Allerede for et halvt år siden var strækningen klar til at blive asfalteret med det sidste slidlag, men fordi asfalten opnår en bedre kvalitet og dermed længere levetid, når den lægges om sommeren, hvor temperaturen er højere, har man altså ventet til nu.

Sidste år udlagde Vejdirektoratet 156 kilometer klimavenlig asfalt i løbet af foråret og sommeren.