Abonnementsartikel

Sitech Danmark har stået for at bygge laserbaseret nivelleringsteknologi på en unik, lille vejhøvl, som entreprenørfirmaet KRC Randers selv har konstrueret

Entreprenørfirmaet KRC Randers har fået en ganske særlig, hjemmekonstrueret maskine. Det er Patrick og Micki Ringgård, der er sønner af ejer Keld Ringgård Christensen, som har designet og udviklet deres egen lille grader, der kan monteres på en minitraktor eller lignende.

Graderen er udstyret med nivelleringsteknologi fra Sitech Danmark, og det var en opgave udover det sædvanlige at montere afrettersystemet på den unikke vejhøvl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er første gang, vi er blevet præsenteret for en opgave, hvor kunden selv har bygget maskinen. Vi har tidligere monteret afrettersystem på gradere, men det er første gang, vi har en grader kørende i Danmark med et 2D-afrettersystem fra den tyske producent Sollido, fortæller Mads Pontoppidan, der er sælger for Sitech Danmark.

Det er altid spændende at få nogle nye opgaver, hvor vi skal nørde lidt og bruge vores knowhow.

Mads Pontoppidan, Sitech Danmark

Graderen er bygget som anhænger og har styrbare sideflapper. Manden bag idéen er Micki, mens Patrick har konstrueret det rullende materiel som en del af sin svendeprøve som smed.

- Jeg har altid været fascineret af at se, hvordan en gravemaskine arbejder med GPS-baseret maskinstyring. Det gav mig idéen til, at vi måske selv kunne designe en minigrader, siger Micki Ringgård.

Afretning og knowhow

Ud over Sollido 2D-styringssystemet består løsningen også af kontrolenheden UMC4005 og et styringspanel med brugertilpasset joystick, hvor føreren via joysticket styrer op til flere hydrauliske funktioner på bladet. Afrettersystemet er kombineret med to LR410-lasermodtagere og ultrasonic-sensorer, der er monteret på selve afretterbladet.

rich-media-3
Vejhøvlen er udstyret med nivelleringsteknologi fra Sitech Danmark, der har stået som rådgiver på projektet. Pressefoto.

Sitech Danmark har stået som rådgiver på projektet og har taget sig af montage, installation og indkøring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Laserløsningen fungerer som en pendant til en GPS-baseret afretterløsning, der giver nøjagtighed, og som automatisk indstiller såvel klingehøjde som hældning på afretterblad. Ifølge Sitech kan 2D-maskinstyringen også monteres på læssemaskiner, ligesom teknologien passer til de forskellige udbydere af lasermodeller på markedet. Brugeren kan også vælge at slå maskinstyringen fra og bruge hæve- og sænkesystemet manuelt.

- Det er altid spændende at få nogle nye opgaver, hvor vi skal nørde lidt og bruge vores knowhow. Og så er det godt at se, at vi sammen med kunden kan finde nogle brugbare og effektive løsninger, siger Mads Pontoppidan.

Micki Ringgård tog den nye maskine i brug for et par måneder siden til firmaets jord-, kloak- og belægningsopgaver, og han er godt tilfreds med det nye materiel.

- Det er en fin lille grader. Nu skal jeg ikke længere ligge på mine knæ og rette sand eller grus af. Med maskinen kan vi blandt andet ordne indkørsler, terrasser og mindre pladser. Jeg har også brugt den til at afrette sandpude på et husfundament, inden der er kommet isolering på, fortæller Micki Ringgaard.

Han understreger, at graderen lever op til firmaets forventninger. Interessen for maskinen er steget og har allerede givet nye ordrer i bogen fra andre entreprenørfirmaer, som KRC Randers skal hjælpe med afretningsopgaver.