Abonnementsartikel

En by med 1300 enkeltværelser og anlæggelsen af en enorm elementfabrik er i fokus hos Femern A/S på Femern Bælt-forbindelsens ét års fødselsdag, hvor man nu for alvor er klar til at sætte fart på byggeriet.

Den 16. juni 2020 blev de første sten til arbejdshavnens moler lagt ud for kysten ved Rødbyhavn. Og efter i et år at have tiltrukket arbejdskraft og virksomheder til Danmarkshistoriens største anlægsarbejde ved Rødbyhavn, er beviserne på at den kombinerede motorvejs- og jernbanetunnel imellem Lolland og den tyske ø Femern blevet meget synlige i landskabet.

Godt 30 skibe er i gang ud for Rødbys kyst, og over 80 danske virksomheder fra det meste af landet løser opgaver for enten FLC, FBC eller Femern A/S. Hele projektet er delt op i to store kontrakter. Et FBC-konsortium (Fehmarn Belt Contractors) og et FLC-konsortium (Femern Link Contractors). Imens FBC primært står for arbejdshavnen og for forberedelsen til tunnelportalen står FLC for at bygge den store elementfabrik, hvor alle tunnelelementerne skal produceres og efterfølgende sejles ud og lægges i en gravet rende på havbunden imellem Danmark og Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
I begyndelsen af året havde FBC travlt med at skabe den ny arbejdshavn. Foto: Jakob Tilma

De store maskiner har det første år specielt haft travlt med at udføre arbejdshavnen, der er forudsætningen for, at der kan anlægges en fabrik, hvor alle tunnelelementerne skal bygges. Og i den forbindelse er der blevet udlagt ikke mindre end én millioner tons sten, forklarer kommunikationschef Morten Kramer Nielsen til MaskinTeknik på Femern Bælt-forbindelsens ét års fødselsdag.

- FBC startede sidste år, og er kommet rigtig, rigtig langt i deres arbejde. De har gravet ud til arbejdshavnen, de har anlagt moler, altså bølgebrydere der skal skærme mod vandet, og det opgravede materiale bruger de så til landopfyld i landområdet ved Rødbyhavn, fortæller Morten Kramer Nielsen og uddyber, at FBC har forberedt tunnelportalen så FLC kan grave ud, og generelt har der det seneste år ifølge kommunikationschefen været en enorm aktivitet på vand-siden omkring projektet.

Stigende aktivitetsniveau

Kort inde i 2021 markerede det første officielle spadestik fra transportminister Benny Engelbrecht (S) opstarten på FLCs kontrakt med byggeriet af tunnelfabrikken, og det er et stort arbejde, der her er sat i værk tæt på kysten, hvor den første store arbejdskran allerede er opført, og der er etableret et betonblandeanlæg til cement fra Unicon A/S (Aalborg Portland).

rich-media-3
En stor arbejdskran og et betonblandeanlæg er klar til brug på den enorme byggeplads. Foto: Femern A/S

Betonblandeanlægget er det første af flere betonblandeanlæg, der skal levere beton til byggepladsen og tunnelfabrikken, der får en størrelse på 120 fodboldbaner, og som i sin helhed forventes at stå færdig til efteråret 2023, men allerede i slutningen af 2022 vil produktionen af de første tunnelelementer begynde, fortæller Morten Kramer Nielsen om nogle af de fysiske fremskridt. Og den store anlægsaktivitet blive bemærket i lokalområdet.

- Det går ikke stille for sig hernede. Man mærker det ved, at der kommer flere og flere folk til området, og så udfører lokale og regionale virksomheder mange opgaver for de to konsortier, fortæller Morgen Kramer Nielsen og uddyber, at aktivitetsniveauet kun vil stige de kommende år, så byggeriet planmæssigt kan stå klar i 2029.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdshavnen ved Rødbyhavn står forhåbentlig færdig i slutningen af 2021, og fra nu af kommer der også for alvor fart på byggeriet af den enorme elementfabrik, og så er den danske virksomhed Adapteo fra Greve i foråret 2021 begyndt at opføre den store tunnelby ved Rødby, som vil indeholde mere end 1300 enkeltværelser med eget bad og toilet samt kantine og rekreative faciliteter. De første boliger ventes indflytningsklar i august 2021.

rich-media-5
1300 enkeltværelser opføres lige nu, og de første er indflytningsklar i august måned. Foto: Femern A/S
rich-media-6
Tunnelbisserne på Femern Bælt-forbindelsen kan se frem til lejligheder med eget bad. Foto: Femern A/S.

- Fabrikken er ved at rejse sig, og det samme er tunnelbyen, FLC Village, hvor mandskabet, der skal bygge tunnellen, flytter ind. Der sker rigtig mange ting, samtidig med at vi i år to har udbud på de elektriske og mekaniske installationer på hele projektet, lyder det fra Morten Kramer Nielsen som fortæller, at hele teamet bag Femern A/S, der selv har kontor i en nyrenoveret bygning i Rødbyhavn er meget stolte over, at Danmarkshistoriens største anlægsarbejde er kommet rigtig godt fra land.

Og at aktiviteten er stigende, kan tydeligt aflæses i de kommende års budgetter for den landfaste forbindelse, der skal forkorte transporttiden imellem Danmark og Tyskland.

- I 2020 brugte vi omkring én milliard kroner - i 2021 bruger vi fire milliarder, og i 2022 skal vi bruge syv milliarder - og i 2023 skal vi bruge 10 milliarder, så aktivitetsniveauet stiger mere og mere, konkluderer Morten Kramer Nielsen.

På tysk side ved Puttgarden på øen Fehmarn går anlægsarbejdet også for alvor i gang henover sommeren. Første skridt er etablering af en ny arbejdshavn ved Puttgarden, hvorefter der skal etableres en tunnelportal. Arbejdshavnen bliver noget mindre end på dansk side, fordi hovedparten af Femern-projektet sker i Rødbyhavn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Femern A/S har i foråret prækvalificeret fire entreprenørkonsortier til tunnelens installationskontrakter. Det vindende konsortium skal sikre en moderne tunnel, der drives effektivt, sikkert og miljø- og klimavenligt. Udbuddet er i gang, og kontrakten forventes tildelt inden udgangen af 2022.

I 2020 brugte vi omkring én milliard kroner - i 2021 bruger vi fire milliarder, og i 2022 skal vi bruge syv milliarder - og i 2023 skal vi bruge 10 milliarder, så aktivitetsniveauet stiger mere og mere.

Morten Kramer Nielsen, kommunikationschef Femern A/S