Abonnementsartikel

På kort tid har flere end 80 udstillere booket stand til Entreprenør & Håndværk i Herning. Udstillingsarealet tegner allerede nu til at blive større end i 2018.

Den arbejdende fagmesse E&H skulle oprindeligt have fundet sted i juni, men grundet coronasituationen blev det i marts besluttet at udsætte messen til september, så den afholdes sideløbende med Transport 2021. Den beslutning har branchen taget godt imod, og allerede nu er flere end 80 udstillere klar til entreprenørmessen, som arealmæssigt tegner til at blive større end seneste messe i 2018.

Udstillerlisten til E&H 2021 tæller blandt andre Stemas, Aksel Benzin, S.D. Kjærsgaard, Meldgaard, Wirtgen og Zeppelin. Hos sidstnævnte glæder man sig til at møde både kunder og samarbejdspartnere på årets første messe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi brænder for at dyrke vores relationer til kunder og samarbejdspartnere, og der er slet ingen tvivl om, at en af måderne at gøre det på er ved at komme ud og møde dem i øjenhøjde på en stor messe som E&H. Vi havde en rigtig god messe i 2018, hvor vi solgte omkring 40 maskiner, så vi har sat barren højt og glæder os til at møde branchen på E&H, fortæller Lars R. Poulsen, senior marketing and communication specialist, Zeppelin Danmark.

Zeppelin Danmark medbringer flere nyheder på messen, herunder to store gummihjulslæssere, som kommer til Danmark i ugerne op til messen.

Ventet messe

Generelt bliver der mange nyheder at finde på E&H, og på standen hos Volvo Entreprenørmaskiner kan besøgende da også se frem til at opleve en helt ny hybridmaskine og flere nye elmaskiner. Det er dog især kunderne, som Volvo glæder sig til at møde på E&H.

- E&H bliver vores første messe i snart to år, så vi glæder os til at komme ud og få hilst på både nye og eksisterende kunder, se dem i øjnene og udveksle nogle store smil. E&H bliver derfor en kærkommen lejlighed til at vise flaget, vise vores nyheder og få talt om løst og fast, som vi ikke når i hverdagen. Det bliver helt fantastisk, og vi glæder os, siger Jens Ejsing, administrerende direktør hos Volvo Entreprenørmaskiner, og understreger samtidig, at han glæder sig over, at messen afholdes sideløbende med Transport-messen.

Også hos Scantruck ser man frem til den kommende messe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi bakker naturligvis op om E&H og glæder os måske ekstra meget denne gang, da det bliver vores første messe efter coronakrisen. Allerede nu ser vi frem til at komme ud og møde vores kunder og samarbejdspartnere og stå side om side med konkurrenter og kolleger og fremvise vores maskiner på en arbejdende messe, hvor kunderne kan få lov til at røre og prøve dem. Det bliver uden tvivl godt, siger Dennis Faurby, markedschef hos Scantruck.

E&H arrangeres i et samarbejde mellem MCH og Maskinleverandørerne, og her glæder man sig over, at branchen endnu en gang bakker op om en fælles messe for hele entreprenør- og anlægsbranchen.

- Vi sætter stor pris på opbakningen og glæder os sammen med Maskinleverandørerne til at mødes igen til E&H i september. På kort tid er der solgt 30.000 kvadratmeter udstillingsareal, og vi mærker i stor stil, at det personlige møde har været savnet, så vi glæder os meget til at åbne portene for de besøgende, så de kan teste og opleve alle udstillernes produktnyheder, siger Key Account Manager for E&H, Knud Juul Sørensen.

Danmarks største fagmesse for entreprenør- og anlægsbranchen holdes hvert tredje år og finder sted næste gang 16.-18. september 2021 på udendørsarealet syd for MCH.